26. juni 2018

Præsentationsrunde på Altinget.dk: Internationalt udvalg

Altinget bringer inden sommerferien en præsentationsrunde af KL's udvalg, hvor retningen for de næste fire år skitseres. I dag Internationalt Udvalg.

Skrevet af: Erik Flyvholm, formand for KL's Internationale Udvalg.

Der kommer til at ske meget på den europæiske scene i de næste fire år.

Allerede i 2019 vil der både være valg til EU-Parlamentet og blive udpeget ny EU-Kommission.

I 2021 vil EU's nye flerårige budget træde i kraft. Det får betydning for, hvor mange midler kommunerne kan få til at skabe vækst og beskæftigelse via EU's strukturfonde. Kommissionen kom med sit forslag i denne uge. Og det er noget, vi følger tæt i KL. 

I Internationalt Udvalg har vi fokus på de områder i EU, som påvirker dagligdagen i kommunerne mest. Det er for eksempel miljø, arbejdsmarkedet og erhvervspolitik. 

EU-reguleringen påvirker kommuner i høj grad, og det er derfor en vigtig del af Internationalt Udvalgs arbejde at sørge for, at kommunerne på europæisk plan kommer til orde i denne debat og får tilpasset EU-lovgivningen, så den passer til den kommunale virkelighed.

Her er udvalgets tre strategiske nedslag

Ud over budgettet er der særligt tre områder, som Internationalt Udvalg vil arbejde strategisk med i de næste fire år. 

1) Nærhedsprincippet:

For det første er der nærhedsprincippet. Det er et område, som måske ikke er så synligt, men alligevel er det værd at nævne, for det handler om, hvilket niveau beslutningerne træffes på. Og hvor meget der besluttes nationalt – eller på EU-plan.

KL kæmper for at bevare det lokale råderum – og derfor er debatten om nærhedsprincippet meget vigtig for os i Internationalt Udvalg. Det er her, rammerne for det lokale selvstyre sættes.

Det gælder for eksempel, når kommunalbestyrelserne beslutter, hvordan miljølovgivningen skal gennemføres i en kommune, så handler det om at finde en måde at gøre det på, som giver mening lokalt. Der skal tages hensyn til naturen, borgerne og erhvervslivet.

Hver dag kommer der ny lovgivning og politikker på EU-plan. KL mener, at EU skal træffe beslutninger dér, hvor det giver mening – hvor der er merværdi af fælleseuropæiske løsninger.

2) Miljøområdet:

For det andet er der miljøområdet, som vil fylde meget i de kommende år. EU har stort fokus på miljøområdet og har nogle af verdens højeste miljøstandarder. Miljøsagerne står også højt på vores dagsorden i Internationalt Udvalg – og vil blive endnu vigtigere i de kommende år.

EU spiller en afgørende rolle på globalt plan i det internationale arbejde for bæredygtig udvikling på verdensplan, herunder i forhold til regulering vedrørende cirkulær økonomi, vedvarende energi, klima og vand.

Helt aktuelt vil vi i KL's internationale udvalg arbejde med EU's drikkevandsdirektiv samt den cirkulære økonomi for eksempelvis affaldshåndteringen. Begge områder har stor betydning for borgerne.

3) Socialområdet:

Det tredje område, jeg gerne vil nævne, er EU's sociale dimension. Dette område har fyldt meget i de senere år, og jeg forudser, at det vil komme til fylde endnu mere de næste fire år i Internationalt Udvalg.

Siden 2014 har EU-Kommissionen under sin nuværende formand, Jean-Claude Juncker, arbejdet for et socialt Europa, der skal være med til at skabe et mere stabilt EU med lav arbejdsløshed, flere i uddannelse, højere beskyttelse af arbejdstagere m.v.

Vi har derfor i de sidste par år set mange og store EU-initiativer inden for arbejdsmarked- og socialområdet, for eksempel udstationerings- og arbejdsvilkårsdirektivet.

I november 2017 blev den "Den europæiske søjle for sociale rettigheder" lanceret. Den indeholder 20 principper inden for arbejdsmarked- og socialområdet, som medlemsstaterne skal arbejde hen mod. Det giver udfordringer for den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor en stor del af arbejdsmarkedet reguleres via overenskomstaftalerne og ikke lovgivning.

Det er min overbevisning, at den sociale søjle vil komme til at afføde mange nye initiativer på arbejdsmarkeds- og socialområdet, som Internationalt Udvalg skal beskæftige sig med.

Det er noget, som vi kommer til at arbejde mere med, da KL er landets største offentlige arbejdsgiverorganisation. Og vi ser her et stigende pres fra EU på den måde, som det danske arbejdsmarked er organiseret på. Det kommer vi til at forholde os meget mere til i de kommende år.

 

*** Debatindlægget blev bragt på Altinget.dk den 25/6 2018

YDERLIGERE MATERIALE