13. juni 2018

Debatindlæg: Løsninger skal ikke bygge på ukritiske generaliseringer

I stedet for at udpege skurke og generalisere det værste eksempel bør parterne på anbringelsesområdet sætte sig sammen og pege på, hvilken viden der skal være med til sikre indsatser af højeste kvalitet. Dét er til gavn for børnene, skriver Joy Mogensen i et debatindlæg.

Af Joy Mogensen, formand for KL’s Socialudvalg

”45 procent af børn med gentagne og grove underretninger om blandt andet seksuelt misbrug eller vold fik ingen hjælp fra kommunen, viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik.”

Sådan lød det i april, da Danmarks Statistik offentliggjorde en ny statistik om underretninger. Tallene overraskede i den grad eksperterne, børne- og socialministeren blev indkaldt til samråd, og der blev krævet øjeblikkelig handling. Endnu engang var der anledning til at kritisere kommunernes indsats over for udsatte børn og unge.

Kort tid efter viste det sig dog, at tallene var yderst mangelfulde. En gennemgang af tallene, som DR’s faktatjekker-program Detektor stod bag, viste nemlig, at statistikken ikke indeholder alle de foranstaltninger, kommunerne giver de udsatte børn, fordi det fx er frivilligt for kommunerne at indberette antallet af forebyggende foranstaltninger. Derfor kan Danmarks Statistik slet ikke konkludere, som de gør, hvilket KL allerede havde sagt.

De værste eksempler generaliseres

Når jeg trækker dette eksempel frem, så er det fordi enkeltsager og mediehistorier desværre alt for ofte har det med at styre anbringelsesområdet – og ny lovgivning. Der går sjældent mange minutter, før der reageres med stor indignation over enkeltsager, og så ved vi lokalpolitikere godt, hvad klokken har slået: Nu vil det værste eksempel blive generaliseret, og alle kommuners varme hænder vil fremover skulle stifte bekendtskab med endnu en bureaukratisk retningslinje eller kontrolmekanisme.

Kun meget sjældent høres en eftertanke om, at det måske skulle ses i relation til det hastigt stigende pres på socialområdet samtidig med at Folketinget rask væk forlanger mere lovgivning, proceskrav og effektiviseringer.

Vi pudser ikke glorien i kommunerne. Og vi ved godt, at arbejdet med børn og unge kræver noget helt særligt. Hver dag arbejder socialrådgivere seriøst med loven i hånden og metoder til at undersøge og træffe beslutninger om at hjælpe børn og unge samt deres familier. Kommunerne handler efter den lovgivning og de proceskrav, der er sat op for det sagsbehandlingsarbejde, der skal sikre udsatte børn og unge den bedste behandling og deraf den rigtige indsats.

For lidt viden om, hvad der virker

Kommunerne bruger hvert år mere end 15 mia. kr. på udsatte børn og unge. Alligevel bliver vi gang på gang skældt ud for ikke at bruge penge nok og for at lade økonomien gå forud for fagligheden.

15 mia. kr. er mange penge. Heraf anvendes ca. 9 mia. kr. alene på anbringelser af børn og unge – og de skal naturligvis bruges fornuftigt og med omtanke. For en anbringelse er et alvorligt indgreb i et barns liv. Pengene skal derfor bruges på det, der virker for børnene, de unge og deres familier. Men desværre ved vi ikke nok om, hvad og hvilke elementer, der virker bedst i en anbringelse og hvilke kompetencer, der er brug for. Det skal vi blive klogere på – og det kræver, at der forskes mere i de ting, der er væsentlige i arbejdet med det anbragte barn eller den unge.

Vi skal derfor altid stille os selv spørgsmålet, hver gang vi følger op: Er der sket en udvikling? KL vil derfor gerne opfordre til - i stedet for at udpege skurke – at parterne sætter sig sammen og peger på, hvilken viden der skal være med til sikre indsatser af højeste kvalitet. Dét er til gavn for børnene. Vi skal snarere lære af enkeltsager frem for at gribe til snuptagsløsninger.

***

Debatindlægget er bragt på Altinget Social den 12. juni 2018