05. juli 2018

Debatindlæg: Nærhedsfinansiering er første skridt, nu mangler planen

Nærhedsfinansiering har helt klart potentiale til at sætte skub i udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen, men vi mangler stadig en samlet plan.

Af Jette Skive, formand for KL's Sundhed- og Omsorgsudvalg

Nærhedsfinansiering har helt klart potentiale til at sætte skub i udviklingen af et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Vi er glade for, at sygehusene nu får incitament til at tilrettelægge borgerens behandling, så den griber mindst muligt ind i hverdagen hos den enkelte.

I december foreslog vi faktisk selv en ændring af sygehusenes styring for at sikre, at for eksempel borgere med kronisk sygdom ikke indkaldes unødigt ofte til undersøgelser på sygehusene.

Vi håber også, at nærhedsfinansiering kan gøre, at sygehusene vender sig mere udad mod resten af sundhedsvæsenet. Kriteriet om at undgå akutte genindlæggelser er vigtigt. Måske endda det vigtigste af de fem mål, som nærhedsfinansieringen hviler på.

Vi ser bare desværre for ofte, at kimen til en genindlæggelse allerede bliver lagt inden borgeren er udskrevet fra sygehus, fordi dialogen mellem sygehus, kommuner og almen praksis om borgerens videre forløb er for ringe. Sygehusene har derfor i den grad indflydelse på, om borgerne bliver genindlagt. Og derfor er genindlæggelser noget, vi skal forebygge sammen. 

Rette kapacitet og kompetencer

Lad os bare erkende, at udløbsdatoen for et sundhedsvæsen, hvor borgeren bliver behandlet, når hun er på sygehuset og er færdigbehandlet når hun udskrives, for længst er overskredet. Rigtig megen medicinsk færdigbehandling sker i dag i kommuner og almen praksis.

Vi er klar til at påtage os mere ansvar for borgernes behandling og rehabilitering i kommunerne. Men vi kan ikke gøre det uden lægelig backup og støtte baseret på dialog og gensidig respekt for hinandens roller. Derfor er det også godt, når Stefanie Lose melder klar til at hjælpe kommuner og almen praksis med konkrete tiltag.

Vi skal dog stadig huske, at styrket rådgivning og udgående sygehusfunktioner ikke er nok, hvis vi sammen skal lykkes.

Når opgaverne rykker ud fra sygehusene, hvilket nærhedsfinansieringen skal tilskynde regionerne til, er der jo ofte en kommunal sygeplejerske eller sosu-assistent, som skal løse opgaven i borgerens nærmiljø. Enten i samarbejde med sygehuslægen eller borgerens praktiserende læge.

Og flere debattører i Altingets serie om nærhedsfinansiering har da også fremhævet behovet for den rette kapacitet og de rette kompetencer i kommunerne. Det er vi enige i. Men vi er på ingen måde på bar bund, sådan som nogle debattører antyder. 

Vi mangler en samlet plan

Vi har stærke tilbud i kommunerne, som vi kan bygge videre på. Siden kommunalreformen har kommunerne ansat 50 procent mere sundhedspersonale i en tid, hvor antallet af kommunalt ansatte er faldet.

Vi har oprettet sundhedscentre, og forebyggelsestilbud til borgere med de store kroniske sygdomme (diabetes, KOL, hjerte-kar-sygdom og kræft). Vi har udviklet hjemmesygeplejen med akutfunktioner og sygeplejeklinikker. For bare at nævne nogle eksempler.

Det, vi mangler, er en samlet plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. En plan, der også indeholder stillingtagen til hvor opgaverne løses, har et helhedsorienteret syn på borgeren og giver kommuner og almen praksis den kapacitet, der er nødvendig for, at regionernes nærhedsfinansiering rent faktisk kan føres ud i livet.

For borgerens sygdom og behandlingsbehov forsvinder jo ikke af, at borgeren tilbringer mindre tid på sygehus. De bliver blot overladt til andre at udføre.

Nærhedsfinansiering er et skridt i den rigtige retning. Især hvis regionerne har fokus på samarbejde med og understøttelse af kommuner og almen praksis i forbindelse med opfyldelsen af de fem kriterier. Og hvis regeringen i efteråret følger op med en ambitiøs plan for det nære sundhedsvæsen.

Indlægget blev bragt på altinget.dk d. 5. juli 2018.