13. december 2018

Debatindlæg: Husk handel- og kontorområdet - det er vigtigt for fremtidens vækst

Danmark står overfor store digitale omvæltninger i fremtiden. Det kræver, at vi husker på vigtigheden af handels- og kontorområdet, skriver KL's Thomas Gyldal i et fælles debatindlæg med HK og Dansk Erhverv.

Af Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Kim Simonsen, formand for HK, og Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv

Hvad skal vi leve af i fremtidens Danmark? Skal vi satse benhårdt på at blive verdensførende i produkter til miljø- og klimatilpasning? Skal vi dyrke det blå Danmark langs kysterne og på verdenshavene eller den specialiserede fødevareproduktion? Er det robotter, spiludvikling, velfærdsteknologi eller noget helt syvende?

Måske skal vi lidt af det hele. Men uanset hvad er én ting sikkert: der er, og vil fortsat være, behov for stærke administrative og merkantile kræfter til at holde hjulene kørende i både den private og offentlige sektor.

Det 21. århundrede venter

Der er kommet stort fokus på de tekniske, matematiske og naturvidenskabelige kompetencer i undervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne - bedre kendt som STEM-kompetencerne (Science, Technology, Engineering, Mathematics). Men STEM-kompetencerne er ikke kun i spil i relation til de unge, som ønsker en teknisk erhvervs- eller videregående uddannelse. Ifølge flere undersøgelser er handel- og administrationssektorerne nogle af de områder, hvor digitalisering og automatisering indenfor de kommende år slår mest igennem. Det gælder områder som detail- og e-handel, business-to-business, offentlig administration og hele serviceområdet.

STEM handler således ikke kun om industrielle kompetencer, men også kompetencer til at indsamle og behandle data samt benytte digitale løsninger innovativt i forskellige dele af værdikæden. I det hele taget vil handel- og kontormedarbejderne i Danmark skulle indgå i helt nye relationer til de digitale løsninger, hvis Danmark fortsat skal have en førerposition i forhold til teknologisk udvikling, velfærd og serviceløsninger.

Derfor må vi i uddannelsessystemet arbejde lige så fokuseret på at fremme de STEM-kompetencer, der er knyttet til administrations-  og handelsuddannelserne. Der oparbejdes uvurderlig viden og nødvendige færdigheder i  disse uddannelser, og en god idé bliver kun til et godt produkt eller gode velfærdsløsninger, hvis der er styr på forretningsudviklingen, hvis der er en systematik i processerne, og hvis de forskellige værktøjer til økonomistyring, datasikkerhed, kommunikation osv. håndteres effektivt og etisk korrekt. Og produkter bliver kun omsat i værdi, hvis de kan sælges på et marked.

Stor og uudnværlig branche er usynlig i debatten

Det er netop her, at de godt 300.000 lønmodtagere, der i dag er beskæftiget på det administrative område og de 370.000 beskæftigede inden for handel, gør en mærkbar forskel. Og det er det, de mange unge på de merkantile erhvervsuddannelser skal dygtiggøre sig i. En fjerdedel af alle elever på erhvervsuddannelserne optages på det merkantile og administrative område. Halvdelen af alle praktikpladser på det private område findes i servicefagene, så området er med andre ord en af de helt store - og uundværlige - brancher i Danmark. Alligevel er ambitionerne for disse temmelig usynlige i debatten om fremtidens uddannelser.

I de senere år har der allerede været et stigende fokus på de kompetencer, fremtidens globale, digitaliserede arbejdsmarked vil efterspørge. Trods nationale og regionale forskelle synes der at være enighed om en definition på disse ”21st Century Skills”. De handler om færdigheder som kritisk tænkning og problemløsning, kommunikation og samarbejde, kreativitet og innovation, men også om konkrete kompetencer på det digitale område.

Velfærd kræver både mørtel og mursten

De merkantile og administrative uddannelser står som sagt overfor en kæmpe teknologisk revolution i de kommende år – og det gælder både i den private og den offentlige sektor. En revolution, som allerede så småt er i gang. Det vil få afgørende betydning for branchens medarbejdere, som skal uddannes, efteruddannes og videreuddannes, så de kan indgå i en værdifuld og samskabende relation til ny teknologi og digitale løsninger.

Men det kræver, at vi som samfund bliver bedre til at sætte fokus på handel- og kontorområdet. Og det kræver, at vi husker os selv på, hvor vigtigt hele området er. Hvor uundværligt det er for os alle sammen. Det er mørtelen, der holder murstenene sammen, om man så må sige. Derfor dette opråb til politikerne: Når uddannelserne skal trimmes, så de er klar til at møde det 21. århundredes udfordringer, så husk også handel- og kontoruddannelserne. De er vigtige for fremtidens vækst.

Debatindlægget er bragt i Børsen d. 13. december 2018.