06. august 2018

Kommunaldirektør Jesper Thyrring Møller om Hedensteds vej til økonomisk råderum

Navn: Jesper Thyrring Møller

Stilling: Kommunaldirektør

Kommune: Hedensted

Kontaktoplysninger: jtm@Hedensted.dk

Hvad er det mest succesfulde projekt, I har sat i søen i forhold til at omstille og udvikle?

Det er nok omstilling af hele den politiske struktur og organisationsopbygning til 'kerneopgave-tænkningen'. Det omfattede de politiske udvalg og byrådets arbejdsmåde, administrativ og institutionsstruktur for at rette det hele mod fire kerneopgaver for hele kommunens virke. Kerneopgaverne er fritid og fællesskab, læring, beskæftigelse samt social omsorg.

Hvilke faglige og økonomiske gevinster har det medført?

Uanset hvor vi er, og om vi er ansatte eller politikere, så ved vi alle, hvad vi arbejder hen imod – og for. De økonomiske gevinster kan være vanskelige konkret at opgøre, men et så entydigt fokus betyder, at vi effektivt kan målrette de midler, vi har.

Hvad har været den største succes?

Borgerdeltagelse, fokus på progression og at vi gør tingene i fællesskab. Et eksempel på, at vi gør tingene i fællesskab, er 'Code of Care'. Det handler om at få kontanthjælpsmodtagere tættere på arbejdsmarkedet gennem kortvarige ansættelser.

Private og kommunale virksomheder formidler dag-til-dag job eller job af kortere varighed til kontanthjælpsmodtagere, som kan arbejde i et vist omfang, men som kan have svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, og der er al mulig grund til at takke virksomhederne for den kæmpe indsats, de gør. 

I starten har kommunen tilrettelagt nogle korte 'snusepraktikker', hvor virksomhederne har mulighed for at lære den ledige at kende.  Bliver det til noget, kan virksomheden hyre den ledige nogle timer, en enkelt dag ad gangen, eller i en tidsbegrænset periode til at udføre et konkret stykke arbejde. Og så virker det…!

Hvad har været den største udfordring?

Det har både været den største succes, men også den største udfordring at få deltagelse af kommunens borgere, fokus på progression og at vi gør tingene i fællesskab.

Hvad har overrasket dig mest?

Hvor meget den relationelle kapacitet mellem vores mange områder betyder. Et eksempel på relationel kapacitet er, fx når en bys institutioner slår sig sammen i forbindelse med et arrangement – her PostNord Danmark Rundt fra den 2. august, hvor de skaber en fælles begivenheden for kommunens borgere.

Hvad er de vigtigste greb, I har taget for at lykkedes?

Vedholdenhed, tydelighed samtidig med at vi hele tiden udvikler organisation og handlinger i dialog, mens vi skaber en endnu højere relationel kapacitet.

Hvad er dine bedste råd til andre kommuner, som har lyst til at give sig i kast med lignende projekter?

Man skal vil det: Sæt retningen, vær tålmodig og vær samtidig åben for dialog og korrektioner.

Hvor ser du de største potentialer med hensyn til omstilling og udvikling fremadrettet?

Endnu større fælleskab med borgere og virksomheder samtidig med at vi i endnu højere grad bygger beslutninger og udvikling på databaserede viden.