09. august 2018

Høringssvar til forslag til Lov om ændring af dagtilbudsloven og lov om en børne- og ungeydelse (Obligatorisk læringstilbud til 1-årige i udsatte boligområder)

KL har modtaget udkast til forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven og lov om en børne- og ungeydelse (Obligatorisk læringstilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder) med høringsfrist den 6. august 2018.

KL mener, at daginstitutioner er til for at sikre børn den bedste start på livet og sikre en større social mobilitet og chancelighed. Derfor stiller KL sig positive over for, at lovforslaget adresserer dette.

KL finder det dog problematisk, at lovforslaget indeholder så detaljerede beskrivelser af rammer og indhold. Det bliver dels administrativt tungt i den kommunale sagsbehandling og dels i de enkelte daginstitutioners lærings-miljøer. Lovforslagets indhold kræver, at kommuner skal iværksætte en større indsats i forhold til opsporing, rådgivning, vurdering, registrering osv. Det er KL's vurdering, at lovforslaget kan skabe meradministration, som tager fokus fra de konkrete indsatser for familier og børne.

KL bakker op om de målrettede forløb i daginstitutioner for børn i det obligatoriske læringstilbud og deres forældre. Forældrene skal være vidende om, hvordan de bedst understøtter deres barns udvikling, læring og trivsel. KL kvitterer derfor også for, at kompetenceudvikling af personalet er tænkt ind i lovforslaget, og at Børne- og socialministeriet understøtter forløbene med praksiskonsulenter i kommunerne. KL lægger vægt på, at tilrettelæggelsen af forløbene i videst muligt omfang sker i kommunerne, så indsatserne giver mening i den lokale kontekst.

Der lægges op til, at dialogen med forældre om obligatorisk læringstilbud skal foregå via digital post. KL mener, at kommunerne får en større opgave i at opsøge dialog med forældre, som ikke har skrevet deres børn op i dagtilbud, da digital post kan vise sig ikke at opfylde behovet.

Slutteligt finder KL det problematisk, at høringsperioden ikke følger gængs praksis i forhold til tidsfrister. Denne høring har en 5-ugers høringsperiode, hvoraf de tre uger er i normal ferietid.