16. august 2018

Få et sneak peek af Aula på Digitaliseringsmessen18

Omkring årsskiftet går implementeringen af Aula i gang på de første pilotskoler. På Digitaliseringsmessen18 får du mulighed for at se Aula i praksis og tale med nogle af dem, der har været med i udviklingen.

Fremtidens kommunikationskanal i skoler og dagtilbud

Med implementeringen af Aula lyder startskuddet til en kommunikationsløsning, der skal skabe rum for bedre skole-hjem-samarbejde og trivsel i skolerne. Sikkerhed og brugervenlighed har været nøgleord i udviklingen af Aula, ligesom KL og KOMBIT sammen med kommunerne arbejder intensivt for at udnytte lejligheden til at se på, hvordan vi får mest ud af at bruge digitale værktøjer i skole-hjem-samarbejdet i hverdagen.

Oplev Aula på Digitaliseringsmessen18

På Digitaliseringsmessen 2018 får du mulighed for at se Aula i praksis og tale med nogle af dem, der har været med i udviklingen. I Aula-området på KOMBIT's stand kan du høre om idéerne bag Aula og få en guidet tur i den løsning, der snart bliver mere end 2 millioner danskeres hverdag. Du kan også høre om kommunernes og KL og KOMBIT's arbejde med at give Aula det bedste udgangspunkt for at nå sit mål: Nemlig at understøtte børns læring og trivsel ved at skabe rum for god kommunikation mellem dagtilbud/skoler og børnene og deres forældre.

Digitaliseringsmessen afholdes d. 27. september i Odense Congress Center kl. 9-17. Du kan tilmelde dig Digitaliseringsmessen på www.digitaliseringsmessen.dk , hvor du også kan læse mere om messen.