16. april 2018
Tilmeldingen er åben til messe om teknologispring i skoler og dagtilbud
Stor KL-messe om it i læring og dannelse
KL afholder den 7. november messen "Teknologspring i skoler og dagtilbud". Til messen er det muligt at besøge markedspladsen med inspirerende stande, som var meget populær blandt deltagerne sidste år. Her vil kunne opleves alt fra robotter over virtual reality til kodning og spiludvikling samt høre fremadskuende oplæg om den teknologiske udvikling.
Oplæg og debat ved Ole Sejer Iversen og Jesper Balslev
Dagen vil bl.a. byde på oplæg og debat med professor ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, Ole Sejer Iversen og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab ved Roskilde Universitet, Jesper Balslev.
Jesper Balslev udgav i marts bogen "Kritik af den digitale fornuft" og Ole Sejr Iversen er bl.a. en del af formandskabet for ekspertskrivegruppen for forsøgsprogram for styrkelse af teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning. De vil præsentere og debattere deres perspektiver på arbejdet med it i skoler og dagtilbud og betydningen af den teknologiske udvikling.
Få inspiration til din praksis
Kom med på messen og bliv klogere på den teknologiske udvikling og bliv inspireret til, hvordan teknologien kan bruges i praksis i skoler og dagtilbud. Der vil løbende vil offentliggjort flere oplægsholdere og samt workshops, som i år er en ny del af messen ud fra et ønske hos sidste års deltagere om at kunne gå mere i dybden med teknologierne.
Har I et spændende projekt?
Hvis din skole, daginstitution eller kommune har et spændende teknologiprojekt, som I ønsker at fremvise på markedspladsen til messen 'Teknologispring i skoler og dagtilbud', kan I skrive til rppe@kl.dk