27. april 2018

KL-formand: Vigtigt med overenskomstforlig

KL-formand Jacob Bundsgaard glæder sig over, at det er lykkedes at lande et overenskomstforlig for over en halv million kommunalt ansatte efter lange og seje forhandlinger. Han roser KL’s forhandlere for et stort og tålmodigt stykke arbejde.

”Jeg er meget tilfreds med, at KL i dag er lykkedes med at indgå et overenskomstforlig for alle de kommunalt ansatte. Det er afgørende, at vi dermed får skabt de rigtige rammer for at levere den bedst mulige service til borgerne. Og jeg er særligt tilfreds med, at forliget også omfatter lærernes arbejdstid, så kommunerne får ro til at udvikle folkeskolen i samspil med skolelederne og de ansatte.”

Sådan siger KL-formand Jacob Bundsgaard som reaktion på, at KL i dag har indgået et forlig med Forhandlingsfællesskabet om en ny tre-årig overenskomst for over en halv million kommunalt ansatte.

En kolossal indsats

Han sender også en stor buket roser til KL’s forhandlere.

”Michael Ziegler og Steen Christiansen har ydet en kolossal indsats på KL’s vegne for at lande dette forlig. De har forhandlet tålmodigt i månedsvis for at lande et forlig, som giver gode rammer for kommunerne, og som de kommunalt ansatte samtidig kan se sig selv i. Det vil jeg gerne udtrykke min store anerkendelse af,” siger Jacob Bundsgaard.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Læs KL's pressemeddelelse: Godt og ansvarlig overenskomstforlig

  • LINK

    Forlig giver ny start for folkeskolen