03. april 2018
Du kan stadig tilmelde dig de fem regionale netværksmøder om skoleledelse under forandring
Oplev inspirerende skolearkitektur i Aarhus
Et ud af de fem regionale netværksmøder afholdes på den nye inspirerende skole, Frederiksbjerg Skole i Aarhus mandag den 16. april. Skolen er særlig interessant pga. dens gennemførte og anderledes arkitektur. Forud for skolebyggeriet har skolen inddraget både forældre, naboer og andre interessenter i projektet.
Skolen formår at nytænke indretning og arkitektur, så bygningen bliver understøttende for den pædagogiske læring og udvikling i praksis.
Fem regionale netværksmøder rundt i landet
KL og Skolelederforeningen har indsamlet gode eksempler på samarbejde i ledelsesteam og organisering af samarbejde mellem skoleledelser og forvaltning, der formidles på fem regionale netværksmøder i starten af april.
På netværksmøderne vil forvaltningschefer, ledere og lærere præsentere praksiseksempler på ledelsesorganisering og tiltag, der har fremmet, at ledere lykkes og får alle ledelseskompetencer i spil.
På netværksmøderne har du også mulighed for at høre oplæg fra Malene Ringvad, selvstændig ledelses- og læringskonsulent, særligt på skoleområdet med fokus på den pædagogiske og faglige ledelse i skolen, Søren Voxted, lektor, Institut for Marketing & Management, Syddansk Universitet eller Lars Qvortrup, professor, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. De vil alle tre sætte fokus på faglig ledelse i folkeskolen og særligt mellemlederens rolle.