30. maj 2017

Rammearkitekturpuljen 2017: Modtagere udpeget

Brugerstyring og sikkerhed, kravmotor til udbudsprocesser, udvikling af rammearkitekturens byggeblokke samt nye måder at bruge Serviceplatformen på. Det er hovedindholdet i de fire initiativer, som KL har besluttet at tildele midler fra Rammearkitekturpuljen, her efter den første ansøgningsrunde.

Modtagere af puljemidler

I alt otte initiativer sendte ansøgninger til Rammearkitekturpuljen, og af dem vælger KL at give puljemidler til følgende: 

  1. Rollekataloget, 125.000 kroner. Favrskov Kommune.
  2. Kravmotor, 195.000 kroner. Syddjurs Kommune
  3. Meget mere Serviceplatform, 50.000 kroner. Aabenraa Kommune
  4. Modning af services: Tilstand, Indsats og Aktivitet, 130.000 kroner. Hjørring Kommune

Samlet set udgjorde de otte ansøgninger et stærkt ansøgerfelt, som det ikke var let at vælge iblandt. KL ønsker at takke alle otte ansøgende initiativer. Ansøgerne er velkommen til at sende nye ansøgninger ind igen ved de kommende puljerunder. 

"Da vi lancerede Rammearkitekturpuljen, var vi meget spændte på at lodde interessen for puljen blandt kommunerne. Jeg må sige, at vi har fået alle vores forhåbninger om deres aktive deltagelse indfriet. Den fælleskommunale rammearkitektur er et afgørende grundlag for de kommende års store arbejde med at koble it og forretning tættere sammen. Rammearkitekturen er allerede til stor gavn for kommuner, borgere og virksomheder, fordi den er med til at skabe gode og sikre brugeroplevelser samt gøde jorden for et levende it-marked, som er interessant for både kommuner og leverandører," siger Laila Kildesgaard, direktør i KL.

Stor bredde

Vender man blikket mod de fire modtagere af puljemidler, fremgår det, at de har en bred kreds af øvrige kommuner tilknyttet ansøgningerne som direkte eller indirekte ansøgere. Det vidner om et meget levende fagligt miljø i kommunernes digitaliseringsarbejde, og det afspejler en stor interesse for den fælleskommunale rammearkitektur og for kommunal it-udvikling.

Næste skridt

Snart går de fire puljemodtagere i gang med at udmønte deres puljemidler i de konkrete initiativer, som KL ser frem til at følge, efterhånden som de skrider frem. De resultater, som initiativerne vil høste, vil komme alle landets kommuner til gavn. 

Næste ansøgningsfrist 1. december

Der kan formentlig ventes mindst samme store interesse for Rammearkitekturpuljen, når vi når frem til næste ansøgningsrunde med frist den 1. december 2017.

Spørgsmål og kontakt

Har du spørgsmål om Rammearkitekturpuljen, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Dan Bjørneboe, KL, på dabj@kl.dk eller telefon 33 70 30 96.