30. juni 2017

Ny rapport om bedre tværgående sammenhæng på velfærdsområderne

I det fælleskommunale Styrings- og Effektiviseringsprogram (SEP) har 27 kommuner og KL samarbejdet om, hvordan der kan udvikles en bedre tværgående sammenhæng i ydelser og indsatser for borgerne. Afrapporteringen for dette arbejde er nu offentliggjort.

Er det muligt at tilrettelægge en bedre, mere sammenhængende og overskuelig indsats for borgere og familier med mange kontaktpunkter til kommunen? Og måske endda i nogle tilfælde også for færre ressourcer? Det svarer mange kommuner bekræftende på.

Som led det fælleskommunale styrings- og effektiviseringsprogram har 27 kommuner og KL samarbejdet om, hvordan der kan udvikles en bedre tværgående sammenhæng i ydelser og indsatser for borgerne. Afrapporteringen for dette arbejde er nu offentliggjort.

Der er især fokus på de borgere og familier, der har mange kontaktpunkter til kommunen på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet, og som samtidig anvender en relativ stor andel af kommunens ressourcer og udgifter.

Rapporten tager afsæt i følgende otte overordnede konklusioner:

  • Kontakt til arbejdsmarkedet bør være det styrende mål og det dominerende fokus for indsatser på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.
  • Bedre samordning af indsatsen for borgere med mange kontaktpunkter til kommunen er meget afhængig af en klar målsætning på politisk niveau og en ledelsesmæssig enighed og forpligtigelse om målet på administrativt niveau.
  • Målet om arbejdsmarkedskontakt indebærer, at rehabilitering i højere grad end hidtil bør præge de metoder og de faglige løsninger, der anvendes på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet. Faglige holdningsforskelle om konsekvenserne af målet bør reduceres, så der i højere grad skabes fælles tilgange og metoder.
  • I et redesign af kommunens indsats for de pågældende målgrupper bør der typisk lægges vægt på færre kontaktpersoner samt færre og mere fokuserede indsatser, og samtidig bør arbejdsformerne respektere borgerens mulighed for at have arbejdsmarkedskontakt.
  • Et redesign af kommunens indsats kan med fordel tage udgangspunkt i borgerens perspektiv fx ved anvendelse af ”borgerrejser” eller lignende metoder, hvor der ses på kommunen udefra.
  • Bedre samordning fremmes meget ofte ved ændringer i organisationen, men der er ikke nogen idealløsning, da kommunernes lokale forudsætninger er meget forskellige og kalder på forskellige organisationsmodeller.
  • De lovgivningsmæssige barrierer for viden- og datadeling på tværs af forvaltningerne til sagsbehandlingsformål svækker mulighederne for en klar dialog med borgeren og dermed også mulighederne for samordning af indsatserne. Samtidig skaber reglerne om udarbejdelse af forskellige indsatsplaner for de samme borgere og familier et forskelligt fokus på løsningerne. Der bør skabes bedre muligheder for data- og vidensdeling og for udarbejdelse af én plan i stedet for flere.
  • Økonomiske incitamenter hos budgetansvarlige kan være en barriere for samordning, og derfor bør der udvikles modeller, der mere fleksibelt kan omfordele budgetmidler i lyset af bedre samordnede løsninger.

Rapporten afspejler, at kommunerne alle er på vej, og ingen er nået til vejs ende i omlægningen af indsatserne endnu. Derfor vil der sidst i 2017 blive suppleret med en eksempelsamling, der vil illustrere, hvordan kommunerne konkret har arbejdet med at skabe større sammenhæng og bedre løsninger for udsatte familier.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Mere om helhedsorienteret indsats på tværs