01. juni 2017

Ny boligaftale – hvad betyder den for kommunerne?

Det korte svar er en hel del. Opgaver flyttes fra kommuner til stat, og kommunernes ret til at bestemme ejendomsskattesatserne suspenderes. De økonomiske konsekvenser for kommunen kender vi først, når udligningsspørgsmålet er analyseret i Finansieringsudvalget.

Der har i en årrække været politisk debat om ejendomsvurderinger og boligskatter i halen på den brede kritik af SKAT’s ejendomsvurderinger. Debatten har blandt andet ført til, at et nyt ejendomsvurderingssystem i SKAT snart ser dagens lys. Siden det blev kendt, at SKAT med sit nye ejendomsvurderingssystem er på vej med markant højere ejendomsvurderinger, særligt i nogle områder af landet, har fokus i debatten været på, hvad de skattemæssige konsekvenser ville blive. 

Den 2. maj indgik regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en aftale, der besvarer en del af spørgsmålet – i hvert fald for borgerne. Den overordnede linje er, at ingen må betale mere i 2021 end ved de nuværende regler, og hvis vurderingen stiger efter 2021, indefryses stigninger over 500 kroner i ejendommen og skal først betales, når man sælger ejendommen.

Men hvad betyder aftalen for kommunerne? Som sagt en hel del. Konkret er der dels en indholdsmæssig del og en opgavemæssig del.

Opkrævningen flyttes til staten

På opgavedelen kan man konstatere, at det med aftalen er besluttet, at de kommunale ejendomsskatter skal opkræves af staten fra 2021, og at indefrysningsordningen for pensionister flytter med. Det afføder en mængde store og små spørgsmål, som KL sammen med kommunerne nu går i gang med at afklare. 

Baggrunden for opgaveflytningen er ikke mindst, at regeringen ønsker at beskytte boligejerne mod stigninger i den samlede ejendomsskat, det vil sige kommunal grundskyld plus statslig ejendomsværdiskat. Det giver behov for en samlet beregning af ejendomsskatten. Men selvom opkrævningen bliver statslig, skal både grundskyld og dækningsafgifter fortsat være kommunale skatter. Det fremgår eksplicit af aftaleteksten.

Imidlertid indebærer aftalen nogle begrænsninger på netop kommunernes mulighed for at fastsætte deres ejendomsskatter. Her bevæger vi os over i aftalens indholdsmæssige del.

Staten fastsætter satserne

For det første vil regeringen teknisk bestemme hver enkelt kommunes grundskyldspromille i 2021 og promille for dækningsafgift af erhvervsejendomme i 2020. For at forstå mekanismen skal vi tilbage til det kommende, nye vurderingssystem. 

Vurderingerne bliver i en række kommuner markant højere end i dag. Uden ændringer i promiller ville dette over en årrække slå igennem som markant højere grundskyldsindtægter i samme kommuner. Derfor vil Folketinget nedsætte promillerne. Samtidig vil man indføre et forsigtighedsprincip, så kun 80 procent af grundvurderingen lægges til grund for beskatningen fra 2021.

For grundskylden skal de nye promiller sættes sådan, at kommunens indtægt ved nye vurderinger inklusiv forsigtighedsprincippets nedslag på 20 procent er som kommunens indtægt ved nye vurderinger uden forsigtighedsprincip, hvis de nuværende skatteregler var fortsat i 2021. Dog nedsættes også den maksimale promille til 30 fra de nuværende 34 promille. Figur 1 og 2 viser Skatteministeriets foreløbige forventede ændringer i kommunernes grundskyldspromiller.

For dækningsafgiften er statens tekniske fastsættelse af den enkelte kommunes promille i 2020 en tand mere kompliceret. Denne vil blive bestemt af et samlet kommunalt provenu, svarende groft sagt til indtægten i 2014, men fordelt på kommuner som hvis de nye vurderinger slog fuldt igennem i 2020. Denne model hæver det samlede provenu lidt i forhold til niveauet i 2017, men begrænser samtidig stigningen, så de nye vurderinger ikke slår fuldt igennem. 

Modellen bevirker imidlertid, at fordelingen mellem kommuner vil blive forrykket sådan, at en større andel af provenuet vil tilfalde de kommuner, hvor vurderingerne stiger mest.

Satserne må kun sænkes

For det andet indgår det i boligaftalen, at kommunerne ikke må hæve satsen for den kommunale grundskyld i 2021-2025 og for dækningsafgiften af erhvervsejendomme i 2020-2025. Det bliver selvsagt en udfordring for den enkelte kommunes mulighed for at prioritere sit skatteniveau over for serviceniveau. 

Kommunen må gerne sætte satserne ned i perioden. Tilsvarende må man forstå det sådan, at der frem til 2021 hhv. 2020 er den sædvanlige adgang til at hæve og sænke satserne inden for rammerne af skattesanktionssystemet.

Figur 1  i bilaget afspejler, at der er store forskelle mellem kommuner på de forventede vurderingsændringer. Spændet går fra et forventet fald i vurderingerne på over 50 procent til en forventet stigning på over 200 procent. Derfor vil kommunerne blive påvirket meget forskelligt af de nye skatteregler. Formentlig er forskellen endda større for kommunerne end for borgerne, idet Skatteministeriet har tilkendegivet, at boligejernes skatterabat og indefrysningsordning ikke skal slå igennem på det kommunale skattegrundlag.

Det rejser naturligt spørgsmålet om et udligningsbehov. Det spørgsmål er allerede placeret i Finansieringsudvalget under økonomi- og indenrigsministeren. Den nye aftale bekræfter, at Finansieringsudvalget skal analysere, hvordan virkningen for den enkelte kommune kan neutraliseres frem til 2025, og hvordan konsekvenserne herefter kan håndteres. 

Derudover er der som antydet indledningsvist fortsat en række spørgsmål, som mangler at blive besvaret, før aftalens kommunale betydning kendes i detaljer. Forude venter et stort arbejde, hvor både kommuner, KL og stat skal bidrage til, at alle detaljer falder på plads på den mest hensigtsmæssige måde.

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    ØP 1. juni 2017 bilag