16. januar 2017

Danskerne: Vold i hjemmet er ikke en privatsag

I Danmark er der en større synlighed og åbenhed om vold i hjemmet end i næsten alle andre EU-lande, fremgår det af ny måling. Det er et resultat af kvindebevægelsens kamp i 40 år, lyder det fra forsker. Tabuet er blevet mindre, men der er fortsat lang vej igen, fordi naboer og venner ikke blander sig, siger kvindekrisecentrenes formand.

Vold mellem partnere skal ikke gemmes væk bag hjemmets fire vægge. Det mener et overvældende flertal af danskerne, og faktisk er Sverige det eneste land i EU, hvor en lavere andel betragter vold i hjemmet som en privat sag.

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Eurobarometer, der laver europæiske undersøgelser for Europa-Kommissionen, hvor borgere i 28 EU-medlemslande er blevet interviewet om vold i hjemmet. Kun seks procent af danskerne erklærer sig enige i, at vold i hjemmet er en privatsag, som skal håndteres inden for familien, mens 80 procent er direkte uenige. I Sverige er kun to procent enige, mens EU-gennemsnittet er 15 procent. I den tunge ende af skalaen ligger Bulgarien, Rumænien og Letland, hvor en tredjedel betragter vold i hjemmet som en privatsag.

I en undersøgelse fra 2012 skønnes det, at cirka 29.000 kvinder med dansk statsborgerskab årligt udsættes for fysisk partnervold, og ser man på hele befolkningen, skønnes antallet at være cirka 33.000 kvinder. Samtidig skønnes det, at cirka 33.000 børn har været vidne til fysisk vold mod en forælder.

Forsker og underviser på Professionshøjskolen Metropol, Sofie Danneskiold-Samsøe, der er medforfatter til en nyligt udkommet publikation, ”Køn, vold og kultur – en etnografisk tilgang” siger, at det er udtryk for en tendens, som vi har set de seneste 40 år, man nu ser resultatet af.

»Kvindebevægelsen satte vold mod kvinder på dagsordenen i 1970’erne, hvor der blev øget opmærksomhed på problemet. Det satte en aftabuisering i gang og førte til, at vold mod kvinder i hjemmet ikke er accepteret, men er et politisk anliggende, fordi det handler om undertrykkelse,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.

Hun mener, at en øget synlighed om problemet har haft mærkbare konsekvenser. Det er noget, som man taler offentligt om, og skiftende regeringer har med handlingsplaner og andre vedvarende initiativer haft fokus på vold i parforhold.

»Det betyder, at den voldsramte kvinde konfronteres med et andet perspektiv end voldsudøverens, hvor man får at vide, at vold ikke er i orden, og at det ikke er hendes skyld, at partneren slår hende,« siger hun og tilføjer, at det for den voldsramte kvinde kan være svært at tale om, fordi det ofte forbindes med skam, at hun er sammen med en mand, der udsætter hende for vold.

»Når hun så forlader sin mand, vil hun typisk få støtte fra sin omgangskreds og kan søge beskyttelse og bekræftelse i krisecentret. I modsætning til kvinder fra etniske minoritetsfamilier, hvor det typisk er forbundet med skam at forlade sin mand og leve som enlig kvinde,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.

Man taler med andre om det

Af Eurobarometers undersøgelse fremgår, at det også er i Danmark og Sverige, at flest taler med andre, når de har hørt om vold i hjemmet. 39 procent svarer, at de taler med venner eller familiemedlemmer om det, mens 33 procent taler med involverede, 10 procent med politiet og otte procent med en sundhedsfaglig person.

Grafik: Talte du med nogen om  det?

Formanden for Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK), Lene Johannesson, siger, at vold mod kvinder i hjemmet er blevet et mindre tabubelagt emne. Det skyldes ikke mindst den megen fokus på det i medier og fra politikere.

»En større åbenhed om vold i hjemmet er også en af årsagerne til, at det er blevet lettere for den voldsramte at henvende sig til krisecentrene. Tabu er blevet mindre i forhold til at tale om det. Der er løsnet op, men det er fortsat vanskeligt for naboer og andre at blande sig. Så der er lang vej igen,« siger hun.

Der findes i Danmark 43 krisecentre til voldsramte kvinder. 38 af disse krisecentre er organiseret i Landsorganisation af Kvindekrisecentre, og på et år bor der knap 2.000 kvinder, som får omsorg og støtte under opholdet.

Det er velkendt blandt danskerne, at der tilbydes hjælp til voldsramte fra det offentlige. Således svarer 93 procent i Eurobarometers undersøgelse, at de kender til støtteforanstaltningerne. I Sverige, Tyskland og Malta er andelen lidt højere, mens det i Rumænien og Tjekkiet kun er henholdsvis 22 procent og 25 procent, der har hørt om tilbuddene.

Lene Johannesson (LOKK) finder det meget vigtigt, at så høj en andel har kendskab til de forskellige støtteforanstaltninger, der ud over kvindekrisecentrene blandt andet også omfatter en hotline, man kan ringe til døgnet rundt og Mødrehjælpens ambulante tilbud ”Ud af voldens skygge”.

»Det er svært at gøre noget alene, når man er udsat for vold. Derfor er det så afgørende, at ens omgangskreds, venner eller pårørende træder til, og at de har en viden om, hvad de kan gøre. Hos krisecentrene ser vi, at det ofte er sagsbehandleren i kommunen, de pårørende og venner, der henvender sig på de voldsramtes vegne for at bede om hjælp,« siger Lene Johannesson.

Berøringsangst er stadig stor

26 procent af danskerne svarer i Eurobarometers undersøgelse, at de kender en kvinde, som har været udsat for vold i hjemmet. Det er noget højere end EU-gennemsnittet på 17 procent, og denne åbenhed og synlighed om vold i hjemmet udtrykker ifølge direktør, medstifter og partner i Rådgivende Sociologer Esther Nørregård-Nielsen at der er en høj bevidsthed blandt danskerne om, at volden i hjemmet ikke skal accepteres.

Grafik: Har du hørt om  nogle af de følgende støttetilbud til kvinder, som  har været udsat for vold i hjemmet? 

»Men når det kommer til stykket, er der også en berøringsangst, som får mange til at holde sig tilbage. Rigtig mange mener ikke, at det er en privatsag, men samtidig tror de, at andre mener, at det er en privatsag. Derfor lader de være med at blande sig, hvis de har mistanke om, at noget ikke er, som det skal være inde hos naboen,« siger Esther Nørregård-Nielsen.

Hun er medforfatter til rapporten ”Forebyggelse af drab og dødelig vold i nære relationer” fra 2016, hvor 30 sager om partnerdrab analyseres for at vurdere, om man kan finde indikatorer, der kan forklare eller bidrage til at forklare, hvad der fører til, at parforholdet ender med døden for den ene part.

Én af konklusionerne i undersøgelsen var, at de fleste gerne vil reagere på vold i familien, men holder sig tilbage, fordi andre gør det. Politisagerne samt svarene i undersøgelsen tyder på, at passivitet var medvirkende til, at drabene kunne ske.

»Det handler blandt andet om at turde banke på døren på baggrund af en mistanke og spørge, om alt er ok. Derved signalerer man, at andre er opmærksomme på, hvad der foregår, og man er med til at bryde tavsheden,« siger Esther Nørregård-Nielsen.

Hun understreger vigtigheden af, at venner, pårørende og andre, der omgiver et voldsramt par, får en større viden om kendetegn i forbindelse med fysisk og psykisk vold. Men det gælder også fagpersoner, der er i jævnlig kontakt.

»I dag foregår der ikke en systematisk oplæring af fagpersoner som pædagoger, lærere, socialrådgivere og læger, der er i kontakt med de voldsramte familier. Det er vigtigt, at de får nogle redskaber, så de bliver mere opmærksomme på kendetegn ved fysisk og psykisk vold og får bedre forudsætninger for at håndtere det,« siger Esther Nørregård-Nielsen.

Af Søren Peder Sørensen, sps@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE