10. april 2017

Leder: Vi skal investere i vores fælles værdier

I sin leder skriver KL's administrerende direktør, Kristian Wendelboe, om de gode argumenter for, hvorfor kommunerne har brug for at investere.

Momentum offentliggør i dag en ny rundspørge blandt de kommunale økonomichefer, der viser, at kommunerne har brug for at bygge nyt og renovere bygninger og anlæg for næsten 19 milliarder kroner i 2018. Skoler og veje står højest på kommunernes prioriteringsliste. Og der er særdeles gode argumenter for, hvorfor kommunerne har brug for at investere.

Dels må vi desværre erkende, at der er et betydeligt efterslæb på vedligeholdelsen af ikke mindst de kommunale veje. Det er vi nødt til at rette op på, for manglende fornyelse og vedligeholdelse af nedslidte anlæg og bygninger efterlader regningen til fremtidige generationer, og det kan blive en bremseklods for vækst og udvikling i Danmark.

Derudover er investeringer ofte forudsætningen for at kunne udnytte ressourcerne bedre. Hvis vi ikke investerer i bygninger og teknologi, kan vi ikke lykkes med at skaffe mere velfærd for de samme penge i de kommende år. Et godt eksempel er folkeskolen. Mange kommuner sparer i de her år penge og løfter samtidig kvaliteten af undervisningen ved at samle børnene på færre skoler, hvor det blandt andet er lettere at sikre, at børnene undervises af lærere med linjefagskompetence. Men mange steder kræver det massive investeringer – enten til at bygge nye skoler eller renovere eksisterende skoler.

Dertil kommer, at investeringer i bygninger og infrastruktur er helt afgørende i en tid, hvor befolkningsbevægelserne mellem land og by er meget markante og skaber opbrud i det kendte danmarkskort. Både i kommuner med befolkningsfald og kommuner med vækst er det afgørende at kunne bygge nyt og renovere de eksisterende bygninger for at tilpasse sig udviklingen.

Der er altså mange argumenter for, hvorfor kommunerne skal have mulighed for at investere mere. Men anlægsinvesteringer er desværre i disse år underlagt stramme rammer. I de senere år har skiftende regeringer haft et mål om at nedbringe de kommunale investeringer, og det betyder, at kommunerne i år kun må bruge 16,3 milliarder kroner på anlægsinvesteringer mod 20 milliarder i 2010. Og det skal vel at mærke ses i lyset af, at en række kommuner har sparet penge op, som de hellere end gerne ville investere i projekter, der kan styrke den borgernære velfærd og spare penge på driften.

Derfor bliver det også et hovedtema for KL i de kommende økonomiforhandlinger med regeringen, at kommunerne skal have lov at investere i anlæg på et forsvarligt niveau. Vi skylder både nuværende og kommende generationer at vedligeholde og investere i vores fælles værdier.