22. september 2016

Kommuner kæmper med at få stramme budgetter på plads

Kommunerne kæmper i øjeblikket hårdt for at få budgetterne til at falde på plads inden for de stramme rammer i økonomiaftalen. Men på dagens borgmestermøde var der fuld opbakning til, at budgetterne skal lande, så aftalen overholdes.

”Der skal virkelig hugges nogle hæle og klippes nogle tæer for, at de samlede budgetter kan lande inden for rammerne i økonomiaftalen mellem KL og regeringen. Men jeg glæder mig over den meget entydige opbakning fra borgmestrene til, at aftalen naturligvis skal overholdes, og at alle kommuner står sammen om den opgave.”

Sådan siger KL-formand Martin Damm efter dagens borgmestermøde i København. Hovedtemaet var, hvordan det går med at få kommunernes budgetter for 2017 på plads inden for rammerne i økonomiaftalen. Her er det aftalt mellem KL og regeringen, at kommunerne under ét skal reducere serviceudgifterne med 500 millioner kroner i forhold til 2016. Samtidig må kommunerne maksimalt foretage anlægsinvesteringer for 16,3 milliarder kroner i 2017.

”Det giver specielt mange kommuner kvaler at neddrosle anlægsinvesteringerne. Det er jo ingen hemmelighed, at vi gik ind til økonomiforhandlingerne med et ønske om at måtte foretage flere anlægsinvesteringer, end regeringen ville gå med til. Men heldigvis hører jeg borgmestrene sige, at vi naturligvis skal overholde økonomiaftalen, og at de nu må overveje, hvilke anlægsinvesteringer der kan droppes eller udskydes,” siger Martin Damm.

KL er i løbende dialog med alle kommuner for at sikre, at økonomiaftalen bliver overholdt. Alle kommuner skal have vedtaget budgettet for 2017 inden 15. oktober.