25. november 2016

Gevinstrealisering 2.0 i nyt netværk for ledere

Høster jeres kommune gevinsterne ved digitalisering? Hvordan tager du som leder de næste skridt? Et nyt netværk for kommunale chefer og ledere kan blive dit afsæt for at komme sikkert videre.

I netværket sammenfatter vi udfordringerne i ét spørgsmål: Hvordan du skaber gevinstrealisering gennem digitalisering. Du møder ligesindede ambitiøse og erfarne chefer, ledere, program- og projektledere og gennemfører et netværksforløb med fem mødedage fordelt fra april til november.  To tunge konsulenter fra KL og Peak Consulting Group vil føre jer igennem udfordrende oplæg, workshops og øvelser op til næste niveau af digital forandringsledelse og gevinstrealisering. Sammen arbejder I spørgsmålene om til svar, som du kan bruge i lige netop din virkelighed som kommunal leder.

”Kommunernes digitalisering handler naturligvis om ledelse ”classic”, men i høj grad også om at bruge strategiske værktøjer fra en ny og større værktøjskasse. Den digitalisering, som er i gang lige nu, er intet mindre end en ny revolution, som binder ting og tjenester, kommuner, borgere og virksomheder sammen i intelligente netværk,” siger Jan Struwe Poulsen, vicekontorchef i KL’s kontor for Arbejdsgange for It-arkitektur.

360 grader rundt i et digitalt landskab

Som leder kan og skal du påvirke den revolution alle 360 grader rundt, for den handler naturligvis om it og digitalisering, men i større og større grad også de gevinster og den værdi, som kommer ud af digitaliseringen. Og den kan ikke kun måles med en økonomisk tommestok, uddyber Jan.

Det giver sig udtryk i de spørgsmål, som netværket vil gå i dybden med: Hvordan skaber vi fælles mening i digitale transformationer som afsæt for god ledelse? Hvordan opstiller vi mål og målhierarkier, hvorfra vi kan høste gevinster og øget kvalitet? Hvordan opsætter og prioriterer vi i det hele taget gevinstmål? Hvordan kan du med god ledelse drive implementeringen af digitaliseringsstrategierne fremad i et komplekst offentligt landskab med monopolbrud, rammearkitektur og støttesystemer?

Dette er nogle af de spørgsmål, som Jan Struwe Poulsen vil afsøge og give svar på sammen med Kaare Pedersen, Management Consultant hos Peak Consulting Group og tidligere mangeårig chef i kommuner og i KL.

Læs mere og meld dig til

Du kan læse mere om netværket og melde dig til ved at klikke her.