07. marts 2016

Der fødes for få børn i 9 ud af 10 kommuner

I 9 ud af 10 danske kommuner blev der i 2014 født så få børn, at tilflytning er eneste mulighed for at sikre, at indbyggertallet ikke falder. I 70 procent af kommunerne har der ikke været en holdbar reproduktionsrate siden 2002. Børnene fødes primært i og omkring de store byer, hvor de unge søger hen for at studere og arbejde.

I langt de fleste danske kommuner bliver der født så få børn, at det kræver tilflytning eller kraftigt stigende levetider, hvis indbyggertallet skal opretholdes på det nuværende niveau. I 2014 var det kun i Aarhus, Københavns, Frederiksberg, Glostrup og Ishøj kommuner, at der blev født nok børn til, at det alene kunne opretholde indbyggertallet. Forholdet mellem antallet af fødsler og middellevetiden kaldes reproduktionsraten, og 70 procent af kommunerne har ikke haft en holdbar reproduk-
tionsrate siden 2002.

Det viser en analyse fra rapporten ”Det lokale Danmark”, der er udarbejdet af KL’s analyseenhed og udgivet i et samarbejde mellem KL, Realdania og Erhvervs- og Vækstministeriet som et led i projektet ”På forkant”.

En de hårdest ramte kommuner er Bornholms Regionskommune, hvor hver nyfødt skal blive over 150 år gammel, hvis klippeøen skal opretholde sit folketal uden indvandring. Fødselstallet har været dalende på øen i en række år, men de seneste par år er der kommet yderligere udfordringer til.

»Vores flyttekonto har givet udfordringer, fordi der er flere, der er fraflyttet øen, end der er flyttet til. Det betyder noget ekstra for fødselstallet, for når man ser på befolkningssammensætningen, så mangler vi rigtig mange i alderen 18-45 år, og det er lige præcis dér, man føder sine børn. Derfor får vi en kæmpe udfordring på det område,« siger borgmester Winni Grosbøll (S).

Hun glæder sig dog over, at de seneste tal tyder på, at udfordringerne på Bornholm er ved at aftage lidt i styrke. For eksempel faldt befolkningstallet kun med 80 i 2015, som er noget mindre end det forventede minus på 450. Om det bliver til en decideret fremgang i 2016, er det dog for tidligt at sige noget om.

Udviklingen på Bornholm ligner den i de fleste andre kommuner, der har mistet mange borgere i den fødedygtige alder. Det forklarer Bent Greve, professor på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

»Grundlæggende ser vi en fortsat befolkningsforandring, hvor de unge flytter mod byerne, bliver boende dér og får børn dér. Derfor ser vi, at de andre kommuner bliver affolket, og det vil de formentlig fortsætte med at gøre, sådan som vi også kender aldersstrukturen i de her kommuner i dag,« siger Bent Greve.

Uddannelser i store byer

Det er især muligheden for at uddanne sig, der i første omgang trækker de unge borgere mod de store byer. Det har de også oplevet på Bornholm.

»Man kan sige, at vi bliver ramt af vores succes, for der er rigtig mange, der kommer videre i uddannelsessystemet. Cirka 70 procent af vores 18-årige forlader øen, og det er i sig selv ikke et problem, men det er en udfordring, hvis der ikke er et job at vende tilbage til, for så kommer de ikke tilbage,« siger Winni Grosbøll, der tilføjer, at det især er akademiske arbejdspladser, det kniber med.

En fraflytning af unge borgere og dermed færre fødsler kan medføre flere forskellige problemer i kommunerne. Et eksempel er skole- og institutionslukninger, og det kan være første led i en sneboldseffekt.

»Det er en gradvis udhuling af en række kommuners mulighed for at have en bred og varieret offentlig sektor. Når der er færre børn, er der ikke brug for så mange til at undervise og passe børn, og det betyder, at det på sigt yderligere udhuler indkomstgrundlaget i de her kommuner,« siger Bent Greve.

En anden konsekvens ved de yngre borgeres fravær er, at virksomheders rekruttering bliver sværere. På Bornholm udgør de 50-65-årige knap 27 procent af øens befolkning, mens der er 24 procent over 65 år.

»Inden for de næste fem år er der rigtig mange, der forlader arbejdsmarkedet, men hvem skal fylde de arbejdspladser ud? Man kan jo håbe, at det er det, der for alvor får rykket ved tilflytningen til Bornholm, men man kan også frygte, at private virksomheder vil lukke, hvis de ikke kan rekruttere velkvalificeret arbejdskraft,« siger borgmester Winni Grosbøll og peger på, at det udfordrer sammenhængen i det kommunale budget.

Flere penge til sanering står højt på Winni Grosbølls ønskeliste. Hun henviser til, at staten i 1980’erne og frem til midten af 1990’erne brugte mange milliarder kroner på sanering og byfornyelse i de større byer i Danmark.

»Jeg mærker til daglig resultatet af, at man har gjort det mere attraktivt at bo i storbyen, fordi mange unge bornholmere flytter til København. Og det er blandt andre en kommune som Bornholm, der skal rydde op efter det, og fjerne de boliger der er til overs, så vi andre stadig har det rart herude. Der er et kæmpe misforhold mellem, hvad man brugte på at boligforny København, og hvad man i dag afsætter til den omstillingsproces, mange kommuner er i nu,« siger Winni Grosbøll.

Professor Bent Greve mener også, at der skal vises større solidaritet med yderområderne. Men i stedet for saneringspuljer har han blikket rettet mod den kommunale udligning, selv om han erkender, at det er et svært område at ændre på.

»I sidste instans afhænger problemets størrelse af, hvor meget man er villig til at flytte fra områder med stor økonomisk udvikling og vækst til områder, hvor der ikke er økonomisk udvikling. Men os, der har fulgt diskussionen om den kommunale udligningsordning i mange år, tør næsten ikke sige det ord, for der er så mange forskellige argumenter, der gør det til en meget svær sag,« siger Bent Greve.

Svært for enkeltkommuner

Bevægelsen fra land mod by er global og har varet i mange år. Men i Danmark er den også blevet styrket af politiske beslutninger. Det mener Bornholms borgmester, Winni Grosbøll. 

»Bevægelsen de sidste mange år, hvor man har centraliseret mange ting, flyttet uddannelsesinstitutioner og flyttet og sammenlagt statslige funktioner i de store byer, gør det svært at beholde folk ude i landdistrikterne. Hvis du fjerner deres mulighed for uddannelse og job, så kan de ikke have et liv dér. Men de her ting er ikke kommet af sig selv. Der ligger nogle politiske reformer og beslutninger bag,« siger Winni Grosbøll.

Derfor mener hun heller ikke, at det skal overlades til kommunerne selv at finde på løsningerne, for det er opgaven for stor til. Den betragtning er professor Bent Greve helt enig i.

»Det er for store kræfter, man kæmper imod. Problemet er grundlæggende, at det godt kan være, at man kan lokke en børnefamilie derud, og at der er job til den ene part. Men hvis der ikke er job til den anden, hvorfor skulle de så ikke blive boende i en storby, hvor begge parter kan få job, og hvor der er masser af kulturelle og skolemæssige muligheder,« spørger Bent Greve.

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE