09. februar 2016

Sjællandske pendlere er i EU-top

Mere end hver fjerde af de beskæftigede, der bor i Region Sjælland, pendler til en anden region for at arbejde. Det overgås kun af regioner, der ligger tæt på storbyer som London, Bruxelles og Hamborg, og det selskab flugter godt med Greater Copenhagens ambitioner.

Flere end hver fjerde af de beskæftigede, der bor i Region Sjælland, pendler hver dag til en anden region for at arbejde. Det bringer Region Sjælland helt op i den europæiske elite, når det handler om, hvor stor en andel af de beskæftigede der krydser en regionsgrænse på vej på arbejde. Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af tal fra Eurostat, EU’s statistiske kontor.

Kun 10 af de i alt 272 såkaldte NUTS2-regioner i EU har en større andel pendlere, som krydser en regionsgrænse. Og man skal til regioner tæt på storbyer som London, Amsterdam, Bruxelles og Hamborg for at finde større andele end dem, Region Sjælland kan præstere. Med en andel på 26,2 procent er pendlingen fra regionen da også langt højere end fra de fire andre danske regioner, hvor kun mellem 4,6 og 7 procent krydser en regionsgrænse for at komme på arbejde.

En placering blandt regioner nær Amsterdam og Hamborg flugter perfekt med ambitionsniveauet i det tværregionale samarbejde Greater Copenhagen, der består af 82 sjællandske og skånske kommuner og regioner. Medlemmerne ser sig selv som en del af det samme arbejdsmarked og en enhed, som skal bruges, når der skal tiltrækkes investeringer. Det forklarer Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune og bestyrelsesmedlem i Greater Copenhagen.

"Alle analyser viser, at ”size matters”, når man taler om konkurrencen mellem storbyregioner. København er i international sammenhæng en lille metropol, og vi skal konkurrere med Stockholm og Hamborg. Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Skåne udgør et sammenhængende arbejdsmarked med 3,9 millioner indbyggere, 12 universiteter og fremragende erhvervsklynger. Nu handler det om at udnytte det kæmpe potentiale, så vi kan skabe vækst og beskæftigelse i hele vores region," siger Frank Jensen.

I Momentum kan du læse, at også Solrøds borgmester Nick Hörup ser en fordel i samarbejdet.