08. februar 2016

Sjællændere er blandt EU’s mest mobile

Mere end hver fjerde af de beskæftigede, der bor i Region Sjælland, pendler til en anden region for at arbejde. Det overgås kun af regioner, der ligger tæt på storbyer som London, Bruxelles og Hamborg, og det selskab flugter godt med Greater Copenhagens ambitioner om at samle sig for at konkurrere med netop europæiske storbyer.

Når sjællændere om morgenen sætter sig ind i bilen eller toget for at komme på arbejde, går turen meget ofte over en regionsgrænse. Flere end hver fjerde af de beskæftigede, der bor i Region Sjælland, pendler hver dag til en anden region for at arbejde, og 98 procent af dem pendler til København. Det bringer Region Sjælland helt op i den europæiske elite, når det handler om, hvor stor en andel af de beskæftigede der krydser en regionsgrænse på vej på arbejde. Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af tal fra Eurostat, EU’s statistiske kontor.

Kun 10 af de i alt 272 såkaldte NUTS2-regioner i EU har en større andel pendlere, som krydser en regionsgrænse. Og man skal til regioner tæt på storbyer som London, Amsterdam, Bruxelles og Hamborg for at finde større andele end dem, Region Sjælland kan præstere. Med en andel på 26,2 procent er pendlingen fra regionen da også langt højere end fra de fire andre danske regioner, hvor kun mellem 4,6 og 7 procent krydser en regionsgrænse for at komme på arbejde.

En placering blandt regioner nær Amsterdam og Hamborg flugter perfekt med ambitionsniveauet i det tværregionale samarbejde Greater Copenhagen, der består af 82 sjællandske og skånske kommuner og regioner. Medlemmerne ser sig selv som en del af det samme arbejdsmarked og en enhed, som skal bruges, når der skal tiltrækkes investeringer. Det forklarer Frank Jensen (S), overborgmester i Københavns Kommune og bestyrelsesmedlem i Greater Copenhagen.

»Alle analyser viser, at ”size matters”, når man taler om konkurrencen mellem storbyregioner. København er i international sammenhæng en lille metropol, og vi skal konkurrere med Stockholm og Hamborg. Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Skåne udgør et sammenhængende arbejdsmarked med 3,9 millioner indbyggere, 12 universiteter og fremragende erhvervsklynger. Nu handler det om at udnytte det kæmpe potentiale, så vi kan skabe vækst og beskæftigelse i hele vores region,« siger Frank Jensen.

Hele regionen hænger sammen

Han understreger samtidig, at det er til gavn for begge parter, når man arbejder ud fra, at hele regionen hænger sammen.

»Virksomhederne i København er dybt afhængige af pendlerne fra Sjælland og Skåne. Det samme gælder den anden vej rundt – virksomheder i Region Sjælland er for eksempel afhængige af Københavns Lufthavn og har brug for højtuddannede fra København. Et godt eksempel er Novo i Kalundborg. Vi skal holde op med at tænke i kommunegrænser og blive endnu bedre til at få arbejdsmarkedet til at fungere på tværs af kommune- og regionsgrænser, hvis vi vil være konkurrencedygtige,« siger Frank Jensen.

Overborgmesteren har ret, når han betragter hele Sjælland som en region – i hvert fald når det handler om arbejdskraft. Det mener Thomas Sick Nielsen, seniorforsker på Institut for Transport ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

»Ud over nogle lokale arbejdsmarkeder for særlige typer job, så har Region Sjælland ikke sit eget arbejdsmarked. Det er en del af hovedstadens arbejdsmarked,« siger han.

Derfor giver det også god mening at arbejde politisk på tværs af kommune-, regions- og landegrænser, men med København som drivkraft, mener Thomas Sick Nielsen:

»Der kan helt sikkert være nogle muligheder i at præsentere hele regionen som København. Når virksomheder skal placere sig, tænker de i, hvor deres medarbejdere kan bo, og om der er sjovt i fritiden. Jo flere gode muligheder, jo bedre. At det hedder noget med Copenhagen kan også være en hjælp, for det er en genkendelig reference. Det er lettere at sige, at de flytter til Copenhagen end til Lejre.«

Jørgen Bang-Petersen, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, er enig i, at man bør se hele Sjælland som et samlet arbejdsmarked og mener derfor også, at et styrket samarbejde som det i Greater Copenhagen kan være et skridt i den rigtige retning.

»Det at være bevidst om, at det hænger sammen, og at man skal nedbryde forskellige barrierer som kommune- og regionsgrænser udfordrer tænkningen, så man begynder at tænke i nogle større perspektiver. Det er til gavn for arbejdstagere og virksomheder, at man fremstår dynamisk. Og det, at man er i stand til at overvinde de administrative barrierer, er udtryk for, at man er dynamisk,« siger Jørgen Bang-Petersen.

Investeringer gavner hele regionen

Niels Hörup (V) er borgmester i Solrød Kommune, hvor flere end tre fjerdedele af de beskæftigede pendler ud af kommunen for at arbejde. Langt hovedparten tager til hovedstadsområdet, og for ham giver det lige så god mening at arbejde sammen i Greater Copenhagen, som det gør for Frank Jensen. Det handler nemlig om den internationale konkurrence om investeringer, og ikke om konkurrencen kommunerne imellem.

»Min klare fornemmelse er, at der breder sig en erkendelse af, at det er langt bedre, at der placerer sig en virksomhed i nabokommunen, end hvis den placerer sig i Hamborg, Amsterdam eller Stockholm. Det har betydning for en region, fordi man på den måde får skabt arbejdspladser, grundlag for uddannelsesinstitutioner, bosætning og for vækst og udvikling i det hele taget,« siger Niels Hörup, der glæder sig over, at mange er glade for at bo i hans kommune, mens de pendler til København.

Hans holdning stemmer meget godt overens med den, man ser i de andre sjællandske kommuner. Det mener Thomas Sick Nielsen, seniorforsker på DTU.

»Kommunerne på Sjælland accepterer i vid udstrækning, at de ligger inden for ét bysystem. Især kommunerne i korridoren ud til Storebælt har satset meget på bosætningsstrategier, hvor man har slået på, at her kunne man få et billigere hus med mere lys og luft. Det er et meget eksplicit forsøg på at udnytte, at de ligger et sted, hvor der stadig er adgang til byens arbejdsmarked, men hvor boligerne er lidt billigere,« siger Thomas Sick Nielsen.

Jørgen Bang-Petersen, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, mener, at det danske arbejdsmarked også er med til at forklare, at mange krydser regionsgrænsen for at arbejde.

»Det er et kendetegn ved et dynamisk arbejdsmarked, at arbejdskraften er mobil og søger derhen, hvor jobbene er. Det fænomen afspejler sig også i, at en stor andel pendler over nogle administrative grænser. Det er et billede på et arbejdsmarked, hvor man som virksomhed rekrutterer den arbejdskraft, man har brug for, og ikke den arbejdskraft, der er tilgængelig i nærområdet,« siger Jørgen Bang-Petersen.

Seniorforsker Thomas Sick Nielsen peger også på, at større rekreative muligheder i kommunerne uden for København er medvirkende til, at mange vælger pendlertilværelsen. Det er også det klare billede hos overborgmester Frank Jensen.

»Jeg er sikker på, at mange af pendlerne er glade for at bo i Region Sjælland, hvor boligpriserne er lavere, og der er mere natur. Vores opgave som politikere er så blandt andet at sikre, at infrastruktur og den kollektive trafik er i orden, så de kan få deres hverdag til at hænge sammen,« siger Frank Jensen. 

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk

Analyse: Jan Christensen, KL's analyseenhed

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    Sjællandsk arbejdsmarked i europæisk top