19. april 2016

Ressourceforløb kræver politisk fokus

Ressourceforløbene er muligvis den mest komplekse opgave, kommunerne har. Både fagligt og organisatorisk. Udsatte borgere skal modtage en sammenhængende og koordineret indsats, der inden for kommunen skal koordineres på tværs af beskæftigelses-, social-, sundhedsområdet samt på tværs af kommuner og regioner. Opgaven kræver skarpe politiske prioriteringer og klar styring kombineret med en respekt for opgavens vanskelige karakter. Af Lasse Vej Toft, konsulent i KL’s Økonomiske Sekretariat og Sidsel Krarup Bjerrum, konsulent i KL’s Center for Vækst og Beskæftigelse

I december 2012 vedtog Folketinget reformen af førtidspension og fleksjob. Kommunerne skulle pr. januar 2013 (det vil sige allerede måneden efter) tilbyde de mest udsatte borgere en helt ny indsats. Kommunerne havde travlt. Der blev etableret tværgående rehabiliteringsteam, der sammen med koordinerende sagsbehandlere skulle sammensætte længerevarende forløb til borgerne. Indsatsen skulle være individuelt tilrettelagt, tværfaglig og helhedsorienteret. Og der skulle lægges vægt på borgerens motivation og ønsker (empowerment), som skulle målrettes en støt progression mod arbejdsmarkedet. 

Kommunerne har fortsat travlt. Der er sket meget positivt. Volumen i indsatsen er øget, rehabiliteringsteam er kommet på plads, de koordinerende sagsbehandlere har fået mere erfaring med den tværfaglige indsats, og der arbejdes løbende konstruktivt med at udvikle indsatser, sagsgange og organisering mv. I 2015 påbegyndte 8.000 personer et ressourceforløb – en firedobling i forhold til antallet i 2013.

Hvilken organisering?

Implementeringen af ressourceforløbene skulle ske med stor fart som følge af den korte frist fra vedtagelse til ikrafttrædelse. Selv om kommunerne allerede var i gang, da reformen blev vedtaget, så skulle meget alligevel på plads hurtigt. Derfor har fokus måske været på at opnå sikre fungerende løsninger frem for at finde de bedste løsninger. Måske er det ved at være tid til at se på, om de grundlæggende organisatoriske setups, man fik lavet med pistolen for panden, også er de rigtige i dag?

Kompleksiteten i den tværfaglige indsats betyder, at det er meget vigtigt, at de kommunale politikere og den administrative topledelse sikrer, at der er klare styringsmodeller for den tværfaglige indsats. Medarbejderne omkring ressourceforløbene skal ikke bruge deres tid på at skubbe hverken opgaven eller den økonomiske abe rundt mellem afdelinger og forvaltninger. Styringen bør understøtte den tværfaglige indsats, som allerede fungerer godt i mange kommuner. Udfordringen er blandt andet, at den tværfaglige indsats let bliver administrativt tung, og at der oplagt kan opstå mange snitflade-problematikker mellem de forskellige enheder.

Tværfaglig og tvær-lovlig? 

Nogle af disse udfordringer kommer af usammenhængende eller uklar lovgivning. Tværfaglig kan betyde, at indsatsen også bliver tvær-lovlig. Nogle gange bliver det således op til fortolkning, hvornår det er det ene eller det andet lovkompleks, der gælder for borgeren i ressourceforløb. 

KL har et stærkt fokus på, hvordan de mange regler kan spille bedre sammen. Konkret er det et væsentligt emne i KL’s styrings- og effektiviseringsprogram, hvor mange kommuner blandt andet bidrager til at identificere, hvilken lovgivning der bør forenkles. Samtidig er erfaringen dog, at den kommunale indsats ikke kan vente på, at lovgivningen forbedres. Derfor skal de nødvendige administrative og juridiske beslutninger tages lokalt, så indsatsen kommer til at fungere bedst muligt. 

Et konkret eksempel er mentorer, der kan visiteres igennem flere love. Mentorstøtte er afhængig af reglerne, nogle gange omfattet af refusion fra staten, nogle gange ikke. Derudover er det nogle gange sådan, at én forvaltning betaler udgifter under én lov, mens en anden betaler under en anden lov. Borgernes indsats må ikke påvirkes af, hvilken forvaltning der betaler. Pengene bør følge opgaven. Det er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sikre den gode indsats. Det er en stor udfordring at have de rigtige tilbud til deltagerne i ressourceforløb og den rette volumen, selv hvis der er enighed om, hvem der skal betale for indsatsen.

Politiske prioriteringer 

Logikkerne i de forskellige områder og deres love er forskellige. Lov om aktiv beskæftigelsespolitik er præget af ”ret og pligt”, mens tiltag under serviceloven og sundhedsloven i højere grad er reelle tilbud. Tilbud, der gives efter en konkret vurdering af behov (herunder for eksempel hvor lang tid personen har stået på venteliste). Det giver udfordringer. For eksempel kan personen på ressourceforløb normalt ikke springe foran modtageren af førtidspension, når der er kø til behandling i psykiatrien – heller ikke selv om forløbet er ønsket i planen for ressourceforløbet. Tilsvarende kan det også være en udfordring, hvorvidt personer i ressourceforløb skal foran i køen til tilbud internt i kommunen. Der er næppe noget generelt svar på, hvornår den ene borger skal prioriteres frem for den anden. Det er op til de kommunale politikere i samarbejde med administrationen at skabe principper lokalt, der sikrer, at medarbejderne i mindst muligt omfang skal kæmpe om ressourcerne fra sag til sag. Når prioriteterne kendes, bliver det lettere for rehabiliteringsteamet og den koordinerende sagsbehandler at skabe sammenhængende forløb, hvor deltagerne ikke demotiveres af, at der er ventetid til de anviste tilbud.

En vanskelig opgave

Borgerens egen motivation er nødvendig for et succesfuldt ressourceforløb. Mange deltagere, der havde forestillet sig en førtidspensionering, har haft vanskeligt ved at se ressourceforløb som en vej tilbage mod arbejdsmarkedet. Ressourceforløb er i dag en mindre overraskelse for borgerne end i 2013, og derfor er modstanden formentlig lidt mindre. Det ændrer dog ikke på, at en af de største udfordringer ved ressourceforløbet fortsat er at sikre deltagernes motivation. 

Træerne gror ikke ind i himlen. Det er vigtigt at huske, at kandidaterne til ressourceforløb tidligere i vidt omfang ville være på sikker kurs mod førtidspension. Derfor er det nødvendigt at være realistiske om, at indsatserne ofte vil være lang tid om at virke, og også at det ikke vil lykkes for alle. Det er et vilkår, når der arbejdes med en gruppe, hvor eksempelvis mere end 40 procent har været i kontakt med det psykiatriske hospitalsvæsen i en femårig periode før ressourceforløbet. Eller hvor personerne i gennemsnit har været offentligt forsørget i 80 procent af tiden i de fem år, før ressourceforløbet begyndte. 

De små sejre må fejres

Det er vigtigt at være opmærksom på og eventuelt fejre de små skridt fremad. Når deltageren kommer lidt tættere på målene i ressourceforløbet. For eksempel i form af en mere harmonisk hverdag, et øget timetal i virksomhedspraktikken eller et mere stabilt fremmøde. Der er behov for at følge op på denne progression, både for deltagernes skyld, men også for at det løbende kan vurderes, om indsatserne i ressourceforløbene er de rigtige. Det sker allerede godt og systematisk mange steder, og det er vigtigt, at det forbliver i fokus, så ressourceforløbene og den tværfaglige indsats løbende forbedres. Men husk, at de politiske prioriteringer er nødvendige, for at samarbejdet på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet kan fungere.

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    ØP bilag (2)