05. april 2016

Leder: Flygtningepres er en udfordring på alle måder

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, skriver i leder om flygtningepresset på kommunerne, og hvorfor det til stadighed er nødvendigt at sikre kommunerne de rette praktiske og økonomiske rammer til at løse integrationsopgaven.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

Momentum har i dette nummer kigget nærmere på antallet af børn, der får asyl eller bliver familiesammenført til Danmark. Der har været en voldsom udvikling i de seneste år. På bare syv år er antallet af børn, der får opholdstilladelse, næsten 20-doblet, og alene fra 2014 til 2015 steg antallet fra 2.518 til 7.448.

Tallene taler for sig selv, og de fleste kan forstå, hvorfor en så markant udvikling giver kommunerne store udfordringer med at integrere disse mange børn i daginstitutioner og folkeskolen. Nogle redskaber har virket godt og har kunnet fungere i en situation, hvor der kom få hundrede flygtningebørn til Danmark om året, men situationen er en helt anden, og værktøjerne er nødt til at være nogle andre, når antallet måske stiger til et markant højere niveau allerede i år.

Det gælder ikke kun på børneområdet, men på et bredt felt af kommunale områder, hvor de mange nye borgere er en kolossal udfordring for kommunerne. Det er naturligvis en udfordring, som kommunerne tager op og gør deres ypperste for at løse bedst muligt, men der er også nødt til at være forståelse for opgavens enorme – og ekstraordinære – omfang.

Forståelse viste regeringen heldigvis også med topartsaftalen, selv om vi fra et kommunalt synspunkt altid kunne ønske, at aftalen var blevet endnu bedre. Kommunerne får med aftalen bedre økonomiske og praktiske redskaber til integrationsopgaven, ikke mindst i forhold til at få etableret det nødvendige antal permanente og midlertidige boliger til flygtninge. Samtidig indebærer aftalen en række regelforenklinger, som gør integrationen mere håndterbar for kommunerne. Det gælder blandt andet på børneområdet, hvor reglerne for eksempelvis oprettelsen af modtageklasser bliver gjort mere fleksible for kommunerne.

Men topartsaftalen er på ingen måde en endegyldig ”løsning” på kommunernes udfordringer. Dertil er udfordringen alt for stor og omfanget endnu ukendt.

Derfor er det også en del af aftalen, at vi allerede i forbindelse med økonomiforhandlingerne om et par måneder igen skal drøfte med regeringen, hvordan flygtningepresset vil påvirke kommunernes økonomi i bred forstand. Der skal ikke herske tvivl om, at kommunerne tager ansvaret på sig for at integrere de mange tusinde nye borgere, som kommer til Danmark. Men vi er til stadighed nødt til at sikre, at der er de rette økonomiske og praktiske rammer til at løse opgaven.