23. november 2015

Større og større landsbyer taber indbyggere

Størrelsen på de byer, der oplever vækst i befolkningstallet, er fordoblet siden 1980’erne. Det skyldes både urbanisering og politisk centralisering og giver anledning til at overveje nogle byers fremtid, mener forskere.

Det bliver sværere og sværere for de mindste byer i Danmark at tiltrække tilflyttere. Den normale størrelse for de byer, der får flere indbyggere, er fordoblet siden 1980’erne, viser en ny Momentum-analyse baseret på tal fra Danmarks Statistik. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var det typisk byer med cirka 450 indbyggere, der mistede rollen som lokale vækstcentre og måtte se i øjnene, at indbyggertallet enten stagnerede eller faldt. I 2015 er den udvikling nået til byer med omkring 900 indbyggere, og i 10’erne er der årligt flere byer, hvor fremgang i folketallet er blevet til stagnation eller fald.

Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium, ser i høj grad udviklingen som et udtryk for den globale urbanisering, hvor ikke blot de største byer vokser, men der også er en bevægelse fra de mindre til de større byer internt i en kommune eller et område.

»For mig at se er det en bølge, der begynder i de helt små byer og breder sig til større og større byer, og hele befolkningsvæksten kommer til at foregå i de større byer. Det er et billede på urbaniseringen, som bare drøner derudad. Det starter i det små, og så vokser det til de lidt større byer,« siger Ellen Højgaard Jensen.

Tendensen understreges af, at landbefolkningen nu udgør 12,3 procent af befolkningen i Danmark, mens andelen for 40 år siden var 17,4 procent. Gennem årene er afvandringen fra landområderne til dels kommet de mindre lokale bycentre til gode i form af tilflytning, men analysen viser altså, at den udvikling nu er standset, så flere og flere byer med knap 1.000 indbyggere har stagnerende eller faldende folketal.

På Aalborg universitet mener Jørgen Møller, lektor på Institut for Planlægning, at faldet i befolkningstal også skyldes ændret demografi og nye boligvaner blandt de ældste borgere.

»I de større landsbyer, hvor befolkningstallet stagnerer eller falder, er der bygget flest parcelhuse, og vi ser, at enlige ældre bliver boende i det hus, de har bygget eller købt for 20-30 år siden. Også selv om børnene er flyttet hjemmefra, og ægtefællen er død. Det kan være det, der viser sig nu ved, at folketallet falder, fordi vi ser store huse med en meget lille husstand i,« siger Jørgen Møller.

Negativ spiral i landsbyer

Han mener også, at en del af forklaringen på udviklingen formentlig skal findes i kommunalreformen fra 2007.

»Dengang mistede mange af de større landsbyer og små bysamfund status, institutioner og betydning. Hvor de før var en stor by i en lille kommune, er de nu en lille by i en stor kommune. Det betyder, at de ikke er så attraktive, som de var engang, og det er de mellemlange virkninger af reformen, der viser sig nu,« siger Jørgen Møller.

Byer kan også komme ind i en negativ spiral, når de bliver så små, at der må lukkes for eksempel biblioteker, busruter og skoler, fordi det giver endnu større fraflytning, mener Jørgen Møller.

John Brædder (Guldborgsund-listen), borgmester i Guldborgsund Kommune, oplever også, at kommunesammenlægningerne har skubbet på en negativ udvikling i nogle landsbyer.

»Reformen har flyttet noget administration fra de nuværende centerbyer, som tidligere var hovedbyer. Dermed opstår der den her problematik om den række af landsbyer, der før var opland til de tidligere hovedbyer,« siger John Brædder.

Ellen Højgaard Jensen, direktør i Dansk Byplanlaboratorium, er enig i, at kommunalreformen har haft en betydning. Men hun peger også på andre reformer og en generel politisk strømning som medvirkende årsager til, at større og større byer oplever fraflytning.

»Der er også reformer som politireformen og centralisering af uddannelsesinstitutioner, der har betydning. I de sidste årtier er de politiske beslutninger gået mod centralisering for at øge effektiviteten. Det har selvfølgelig skubbet på udviklingen,« siger Ellen Højgaard Jensen.

Prioritering mellem byer er nødvendig

Når fraflytningen breder sig til større og større byer, kalder det på nye løsninger. Det mener både Jørgen Møller og Ellen Højgaard Jensen.

»Politikerne må melde ud, hvilke landsbyer de satser på, og hvilke landsbyer de ikke satser på. De samfund, der ikke er levedygtige, skal man sørge for at tømme for indbyggere så hurtigt som muligt,« siger Jørgen Møller, der godt mener, at kommunerne må skubbe aktivt på udviklingen:

»Hvis der ikke er nogen service tilbage, hvis der ikke bliver ryddet sne, hvis veje bliver til private fællesveje, og man slukker gadelygterne, så går det som regel af sig selv, fordi det bliver meget lidt attraktivt at bo dér.«

Helt så drastisk mener Ellen Højgaard Jensen ikke, at man behøver gå til værks. Men hun er enig i, at kommunalpolitikerne skal prioritere mellem byerne.

»Det er nogle større strategiske valg, der skal til. Hvis man ikke gør noget, så bliver alle byer udhulede og en lille smule dårlige. Derfor skal man med nogle byer måske sige, at de havde deres tid og se i øjnene, at de langsomt vil blive mindre. Men det skal gøres på en måde, så de, der bor der, kan holde ud at være der i den periode,« siger Ellen Højgaard Jensen.

I Landdistrikternes Fællesråd mener formand Steffen Damsgaard, at man skal være forsigtig med at tale om lukning af landsbyer.

»Hvis man farer frem med bulder og brag, så giver det en meget negativ diskurs, hvor løsningen bliver at bulldoze sig frem. Der kan være små landsbyer, hvor der kun er nogle ganske få borgere tilbage, som ønsker at være der, og i de tilfælde er vi åbne for, at nogle landsbyer kan ende som åben, spredt bebyggelse,« siger Steffen Damsgaard.

I Guldborgsund Kommune har de også taget hul på en diskussion af, om der skal satses mere på nogle landsbyer end andre. Borgmester John Brædder vil dog ikke stille sig i spidsen for aktive lukningsplaner.

»Vi står ikke og siger, at den og den landsby vil vi ikke satse på, men vi prøver at italesætte, at vi ikke kan holde liv i alting fra Guldborgsund Kommunes side, hvis ikke borgerne er aktive selv,« siger John Brædder.

Kommunen har fokus på, hvor meget initiativ borgerne i de enkelte byer med 500-1.000 indbyggere selv udviser og prioriterer deres indsats efter det.

»Vi har heldigvis oplevet, at der i mange af byerne er vilje til virkelig at tage fat. De steder, hvor der er initiativ, bakker vi op som kommune, men de steder, hvor man ikke hos borgerne selv gør noget, er det svært for kommunen at drive en vækst. Der ser vi i stedet på, hvad man kan animere borgerne til, så vi kan hjælpe de borgere, som godt vil noget,« siger John Brædder.

Udvikling i levedygtige byer

Siden 2008 har der årligt været 50 byer, der mistede status som byer i vækst, når man udelukkende ser på folketallet. Det gør det nødvendigt at satse på de byer, der stadig er et realistisk udviklingspotentiale i, mener lektor Jørgen Møller. Og Guldborgsunds tilgang kan være en vej at gå. I hvert skal lokalpolitikerne tænke sig om, når de beslutter, hvilke byer de vil investere udviklingsmidler i.

»Man skal sætte ind i de bysamfund, som mister befolkning i øjeblikket, men er intakt med skoler og butikker og har et bæredygtigt foreningsliv. I de landsbyer er det kommunen og borgerne, som bestemmer, om de stadig skal have en fremtid. Hvis kommunen melder pas eller ikke gør noget, så vil borgerne hellere flytte et sted hen, hvor de er sikre på, at der er en skole og en moderne idrætsforening om 10-15 år,« siger Jørgen Møller.

Hvis politikerne i kommunalbestyrelserne beslutter sig for at følge eksperternes råd og arbejde mere eller mindre aktivt for lukning af en eller flere landsbyer, kan der opstå andre problemer. Beboerne skal jo være flyttet, før man kan rive huse ned og rydde op, men det kræver, at husene er til at sælge.

»Det største problem er for dem, der gerne vil flytte, men ikke kan, fordi de ikke kan få solgt deres hus. I de tilfælde mangler vi nogle redskaber til at hjælpe dem videre,« siger Ellen Højgaard Jensen, Dansk Byplanlaboratorium.

Samme udfordring ser borgmester John Brædder. Han har svært ved at se, hvordan en åben prioritering mellem byer skal fungere i praksis.

»I det øjeblik vi siger, at vi ikke synes, der skal nogen som helst støtte til en særlig landsby, vil det betyde, at husene bliver halveret i pris. Der er kun borgerne i den landsby til at betale det tab. Hvis man skal kunne gå ud med den retorik, skal det være på baggrund af, at man kommer med nogle penge via nedrivningspuljer eller andet, så man kan købe husene, og beboerne kan komme ud med skindet på næsen,« siger John Brædder, der ikke mener, at den nuværende nedrivningspulje er tilnærmelsesvis stor nok, hvis den plan skal virke.

Ellen Højgaard Jensen er enig i, at der ikke er tilstrækkelige redskaber i dag. Hun foreslår en skrotningsordning, som husejere kan få del i, hvis de bor i områder, der er udpeget som udsigtsløse af politikere.

»En skrotningsordning kan medvirke til, at det ikke kun er tomme huse, der kan blive revet ned. Det vil være en god ide med midler til at skrotte boligerne i god tid, frem for at det først sker i sidste øjeblik,« siger Ellen Højgaard Jensen.

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk

Analyse: Jan Christensen, KL's Analyseenhed

YDERLIGERE MATERIALE

  • PDF

    Lokale bycentre