09. november 2015

Leder: Integration er kommunernes store udfordring

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, skriver i sin leder om den ekstraordinære udfordring, som integrationen af det stigende antal flygtninge, er for kommunerne.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

De voldsomme flygtningestrømme mod Europa i disse måneder og år sætter i høj grad de danske kommuner under pres. De praktiske og økonomiske udfordringer for kommunerne er enorme, og alene det at skaffe tilstrækkeligt med midlertidige og permanente boliger, som flygtningene har råd til at betale, vil være en kæmpe udfordring lang tid fremover.

Op mod halvdelen af de flygtninge, som kommer til Danmark i denne tid, er børn, som kommer alene eller sammen med deres familie. Som Momentum kan fortælle på forsiden i dag, er både antallet og andelen af børn blandt flygtningene steget voldsomt de senere år.

Det giver en række ekstraordinære udfordringer for kommunerne, fordi de ikke blot skal oprette en lang række nye modtageklasser i folkeskolen og tilbud til flygtningebørn i dagtilbud. Men de skal også sikre, at de har tilstrækkeligt med personale med de kompetencer, der kræves for at arbejde med børn, der ofte er traumatiserede efter grimme oplevelser i hjemlandet og under den lange flugt.

Ingen skal være i tvivl om, at kommunerne fuldt ud påtager sig opgaven med at integrere de mange flygtninge – både voksne og børn. Men det må også stå klart for alle, at det er en ekstraordinær opgave, som både praktisk og økonomisk kræver nye rammer for kommunerne.

Da KL i september forhandlede med regeringen om rammerne for kommunernes arbejde i 2016, fremførte vi netop disse synspunkter på kommunernes vegne. Og regeringen var lydhør i den forstand, at vi aftalte en hurtig analyse af kommunernes økonomiske vilkår på integrationsområdet, som skal være afsluttet inden udgangen af januar.

Resultatet af den analyse ser KL naturligvis frem til, og ingen skal være i tvivl om, at vi vil forvente, at der derefter findes løsninger, som sikrer kommunerne den fornødne økonomi og den nødvendige fleksibilitet i løsningerne for at kunne løse integrationsudfordringen på en fornuftig måde. Kommunerne står i den grad ved deres ansvar for opgaven, men betingelserne og rammerne for indsatsen skal være i orden.