12. marts 2015

Martin Damm: Nu må staten også holde for

Mens kommunerne har effektiviseret på livet løs i de seneste år, er statens udgifter til eksempelvis universiteterne bare steget og steget. Nu er det på tide, at staten tager sin egen medicin, sagde KL-formand Martin Damm i sin tale til KL’s topmøde.

”Alle kommuner er klar over, at effektivisering er et vilkår i fremtiden. Men jeg er bekymret for, om det især er kommunerne, der skal levere råderum, så universiteter og sygehuse kan få flere penge.«

Sådan lød et lille hip fra KL-formand Martin Damm til de fremmødte ministre, da KL-formanden holdt sin indledende tale ved KL’s topmøde i Aalborg. Martin Damm erklærede sig helt indforstået med, at kommunerne skal effektivisere og pegede på, at kommunerne alene i år forventer at effektivisere med hele tre milliarder kroner:

”Men det kan ikke passe, at kommunerne skal udhule de basale velfærdsydelser for at finansiere væksten i udgifterne til for eksempel universiteterne. Kommunerne skal tage hånd om flere ældre for færre penge. Mens uddannelsessektoren får flere penge, når der kommer flere studerende gennem systemet. Det kan da ikke være rigtigt.”

Martin Damm fremhævede også, at kommunerne i de seneste år har høstet en lille halv milliard kroner ved at flytte opgaver til Udbetaling Danmark. Og ingen opgave har ifølge staten været for lille til at flytte. Men nu er det ifølge Martin Damm på tide, at staten også flytter opgaver til Udbetaling Danmark. For, som han formulerede det i talen: ”Vi har jo en fælles interessere i at sikre, at kronerne bruges bedst muligt i hele den offentlige sektor.”

KL-formanden erklærede sig også – måske ikke helt overraskende – uenig med finansminister Bjarne Corydon (S), når han igen i år har meldt ud, at kommunerne i de kommende år skal sænke anlægsudgifterne.

»Hvis vi ønsker et sammenhængende Danmark, så er vi nødt til at kunne investere i en tidssvarende offentlig sektor. Så enkelt er det,« sagde Martin Damm blandt andet i sin tale til deltagerne på KL’s topmøde.

YDERLIGERE MATERIALE

  • Formandens tale ved Kommunalpolitisk Topmøde 2015