09. marts 2015

En tredjedel mangler signal på landet

Hver tredje borger i landområder har problemer med dækningen på mobiltelefonen, og mange føler sig ikke trygge ved at kunne gennemføre nødvendige opkald. Det viser ny Momentum-undersøgelse. KL og Landdistrikternes Fællesråd kalder det utilfredsstillende og kræver politisk handling nu.

Telefonsamtaler, der bliver afbrudt undervejs, og signaler, der er så dårlige, at det er svært at høre, hvad der bliver sagt i den anden ende. Det er nogle af de problemer, som hver tredje borger i landdistrikterne oplever mindst en gang om ugen, når de prøver at tale i deres mobiltelefon. Det viser en måling, som YouGov har gennemført for Momentum blandt 2.527 danskere over 18 år, som har en mobiltelefon.

Grafik der viser, hvor mange har oplevet problemer med mobildækningen på deres bopæl

29 procent af borgerne i landområder siger også, at de i løbet af den seneste måned har oplevet ikke at kunne gennemføre en vigtig telefonsamtale på grund af for svag eller manglende mobildækning på deres bopæl. Og 33 procent er ikke trygge ved, at de kan foretage et nødvendigt opkald til for eksempel vagtlægen.

Det er afgørende, at der bliver rettet op på det problem, for ordentlige mobil- og bredbåndsforbindelser er ligeså vitale som elektricitet. Det mener Faxe Kommunes borgmester Knud Erik Hansen (S).

»I det forrige århundrede lykkedes det at få elektricitet ud alle steder, og jeg mener, at mobil og bredbånd er lige så vigtigt for vores udvikling, som elektricitet var i det 20. århundrede. Med det tempo, som udviklingen sker i nu, kan det kun gå for langsomt med at få løst problemet, og jeg mener, at det er en national opgave,« siger Knud Erik Hansen.

Grafik der beskriver, hvor tilfreds eller utilfreds borgere i de enkelte distrikter er med deres mobildækning

Han får opbakning fra Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, der peger på mobilforbindelserne som en vigtig faktor, når folk skal beslutte sig for, hvor de vil bo. Derfor er det helt utilfredsstillende, at hver tredje kæmper med mobilsignalet på landet.

»Det er bare ikke godt nok. Selskaberne siger én ting om deres dækning, men folks oplevelse er desværre en helt anden. Det kan godt være, at der de fleste steder er ét selskab, som har en udmærket dækning, men man kan jo ikke forlange af folk, at de skal have tre-fire forskellige abonnementer for at kunne tale i telefon. Og det er et stort livsindgreb i disse tider, at man ikke kan være sikker på en ordentlig forbindelse. Det kan medvirke til, at folk flytter væk,« siger Steffen Damsgaard.

Ny aftale er ikke god nok

Et bredt flertal på Christiansborg har for nylig indgået en vækstaftale, der skal styrke mobil- og bredbåndsdækningen. Den har som hovedmål, at alle danskere i 2020 skal have en downloadhastighed på mindst 100 Mbit/s og en uploadhastighed på mindst 30 Mbit/s. Indsatsen omfatter blandt andet frigivelsen af et nyt sendebånd til mobilt bredbånd, en opfordring til teleselskaberne om at benytte hinandens net og nye muligheder for kommunerne.

Men indsatsen er både for langsom og utilstrækkelig, mener blandt andre borgmester Knud Erik Hansen.

»Den seneste aftale er med perspektiver, der siger, at problemerne skal være løst i 2020, og at det er markedskræfterne, der skal løse det. Men det kan de simpelthen ikke. Det vil betyde, at yderområderne sakker bagud og ikke får del i den vækst, som vi flere steder kan mærke er på vej. Hvis den udvikling skal fortsætte, er det er en helt nødvendig forudsætning, at disse her ting kommer i orden,« siger Knud Erik Hansen.

Grafik der viser, hvor mange der har oplevet ikke at kunne gennemføre en vigtig telefonsamtale på grund af svigtende mobilsignal

KL’s formand Martin Damm kvitterer for, at flere af tiltagene i den nye aftale er noget, som KL har efterspurgt. Men han mener ligesom Knud Erik Hansen, at løsningerne skal implementeres hurtigere. Martin Damm mener først og fremmest, at staten skal sætte skrappere krav, når det handler om at lade teleselskaberne bruge hinandens net i områder, hvor de ikke selv har fuld dækning. Han opfordrer til, at der hurtigst muligt indføres såkaldt fri roaming, hvor borgerne i områder med dækningsproblemer får ret til at bruge det net, der har bedst dækning.

»I den nye aftale forpligtes teleselskaberne ikke til at indgå samarbejder. De opfordres kun til at indgå aftaler på frivillig basis. Men det er ikke ambitiøst nok. Nogle af de huller, der ses i dækningen i landdistrikterne, vil kunne lukkes med fri roaming. Derfor ønsker KL, at Folketinget hurtigst muligt sikrer fri roaming i områder med problematisk dækning,« siger Martin Damm.

Afbrudte samtaler

Momentums undersøgelse viser, at tæt på halvdelen af borgere bosat i landområderne, der har haft problemer den seneste måned, har oplevet mobilsignaler, der er så svage, at det ikke er til at høre, hvad der bliver sagt i den anden ende af røret. Oveni har over en tredjedel af de problemramte borgere i landområderne angivet, at de den seneste måned har haft problemer med overhovedet at ringe op, eller med at samtaler bliver afbrudt undervejs.

Grafik der viser, hvilken type problemer borgere har haft med deres mobilforbindelse

Det er problemer, som borgmester Knud Erik Hansen fra Faxe Kommune har oplevet på egen krop.

»Jeg har selv et sommerhus på Møn, og der skal jeg næsten altid udenfor eller stå et bestemt sted, hvis jeg skal have mobilforbindelse. Dataforbindelse via mobilen kan jeg ikke regne med at bruge til noget som helst. Det er noget, jeg oplever mange steder, når jeg kommer ud i yderområderne,« siger han.

Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd forstår heller ikke, at regeringen og de andre partier bag aftalen ikke har stillet fri roaming som et krav.

»Det er tydeligvis en ommer. Vi har tidligere prøvet at appellere til selskaberne om at samarbejde bedre, men erfaringen viser, at det ikke virker. Jeg er fuldstændig enig med KL i, at der bør indføres fri roaming nu,« siger Steffen Damsgaard.

Borgmester Knud Erik Hansen frygter, at der bliver brugt unødvendige midler på, at forskellige selskaber sætter master op i områder, hvor man kunne sikre dækningen med fri roaming.

»Det er fuldstændig meningsløst at blive ved med at sætte master op, hvis man ikke samtidig indfører fri roaming, for man risikerer at få flere master op, end der egentlig er brug for. Jeg har hørt Henrik Sass Larsen sige, at det skulle klares ad aftalens vej, men det er simpelthen for svagt,« siger Knud Erik Hansen.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) har på grund af en udlandsrejse ikke haft mulighed for at svare på spørgsmål, men Socialdemokraternes teleordfører Karin Gaardsted siger:

»Vi skal huske, at det er private investeringer. Vi har valgt i Danmark, at det ikke er det offentlige, der lægger bredbånds- og mobildækning ud, men teleselskaberne. Det er private selskaber, og de har jo investeret tocifrede milliardbeløb over en årrække, og de penge er vi så blevet fri for at skulle bruge af skatteborgernes penge. Derfor skal vi være en smule forsigtige og helst indgå aftalen i et samarbejde med teleselskaberne, og det vil vi gå efter. For det vil kunne løse rigtig meget.«

Knud Erik Hansen tror ikke, at man kan nå den fulde dækning, selv om man opnår en aftale om fri roaming mellem samtlige teleselskaber. 

»Der vil stadig være nogle huller, og der mener vi, at staten bør anvende nogle af indtægterne fra salg af licenser til at lave passiv infrastruktur på den måde, at det offentlige sætter master op de steder, hvor det ikke kan ske ad kommerciel vej, så vi får en 100 procents dækning,« siger Knud Erik Hansen.

Kommunerne kan hjælpe

Mens Karin Gaardsted mener, at staten er ambitiøs med den nye aftale, opfordrer hun kommunerne til selv at gøre mere for at presse teleselskaberne til at sætte mobilmaster op og trække bredbåndskabler.

»Vi opfordrer stærkt kommunerne til, at de også stiller lokale krav, når de laver aftaler med teleselskaber for at få dækket de offentlige institutioner med IT og tele. Det er kommunerne, der ved, hvor de har behov for at få ekstra dækning,« siger Karin Gaardsted.

Grafik der viser, hvor mange der er utrygge ved, at dårlig mobilforbindelse forhindrer dem i at foretage et vigtigt opkald.

Det er en opfordring, Faxe Kommune følger. Her har de allerede gjort brug af nogle af de muligheder, kommunerne har for at sætte betingelser op for teleselskaberne, når der skal købes nye kommunale IT- og teleløsninger.

»Vi har tidligere fået lagt bredbånd ud til alle vores kommunale institutioner, og i det udbud var det en betingelse, at alle borgere og virksomheder på den vej, som fiberkablet kom til at ligge på, fik tilbudt en opkobling. På sidste byrådsmøde besluttede vi at gøre det samme, når vi skal have bredbånd til alle byrådsmedlemmer og til de ansatte i kommunen, som har behov for en hjemmearbejdsplads,« siger Knud Erik Hansen og tilføjer:

»På den led kan vi nå ud til nogle virksomheder i vores landområder, for vi har jo altid en kirke og et forsamlingshus, som kan blive omfattet af dette her, så det er en måde, som vi prøver at hjælpe på. Men det er slet ikke dækkende,« siger Knud Erik Hansen.

Det er i øvrigt ikke kun i landdistrikterne, at folk indimellem oplever problemer med mobildækningen, selv om problemet er klart størst her. Men selv i hovedstadsområdet er der ni procent, som oplever problemer med signalet mindst en gang om ugen.

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk

YDERLIGERE MATERIALE