02. marts 2015

Danmark ligger i top i EU’s digitale indeks

”Vi kan være stolte over, at danskerne er et af de mest digitale folkefærd i verden,” siger Jacob Bundsgaard på baggrund af EU’s nye digitale indeks, som placerer Danmark som nummer et.

”Kommunerne har i en årrække udviklet flere og bedre digitale muligheder for borgerne og bidrager stort til at drive Danmark ind i den digitale tidsalder, hvilket vi får bekræftet via den flotte førsteplads i EU’s Digitale Indeks.”

Det siger formanden for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, Jacob Bundsgaard, i en kommentar til, at Danmark får topkarakter og ligger som nummer et ud af de 28 medlemslande. Det fremgår af EU’s nye digitale Indeks, som EU-Kommissionen præsenterer på tirsdag.

I digital præstationsevne får Danmark 0,68 point med et som højst mulige score. Lige efter følger Sverige sammen med Finland og Holland. De fire lande er de førende, ikke blot i EU, men på verdensplan.

 En skulderklap til kommunerne

Jacob Bundsgaard hæfter sig især ved, at to ud af tre borgere, eller mere præcist 69 procent af internetbrugerne, sender blanketter til de offentlige myndigheder via internettet:

”Det er et skulderklap til vores indsats og bekræfter mig i, at kommunernes digitaliseringsindsats bidrager til en mere brugervenlig og effektiv offentlig sektor,” siger han.

Jacob Bundsgaard tilføjer, at kommunerne sammen med resten af den offentlige sektor har taget et kæmpe spring ind i den digitale tidsalder over de seneste par år.

”Kommunerne har udviklet digitaliseringen på flere forskellige områder – lige fra øget krav til brugervenligheden i vores digitale selvbetjeningsløsninger til uddannelse af kommunale medarbejdere. På den måde kan vi alle i Danmark nemt og bekvemt klare det meste med kommunen hjemmefra og dermed spare turen ned til rådhuset eller posthuset,” siger han.

Jacob Bundsgaard understreger, at KL sammen med kommunerne vil fortsætte med at gøre det nemmere at kommunikere digitalt med fokus på at skabe digitale løsninger, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov. Det vil blandt andet fremgå af kommunernes fælles digitaliseringsstrategi, som lanceres i løbet af foråret.

Store indbyrdes forskelle i EU

Af den digitale indeks 2015 fremgår, at der er store indbyrdes forskelle EU-landene imellem, og at indsatsen er mest fragmenteret på det offentlige digitale serviceområde, med en forskel på 0,6 point mellem den dårligst og bedst stillede.

De dårligst placerede lande i målingen er Letland, Slovenien, Ungarn, Slovakiet, Cypern, Polen, Kroatien, Italien, Grækenland, Bulgarien og Rumænien. Samlet er der dog for EU-landene tale om en lille fremgang i forhold til den sidste måling, fra 0,44 til 0,47 point.