27. maj 2015

Undersøgelse: Vær opmærksom på de pårørendes behov

Kommuner risikerer at have to syge i stedet for én, hvis de overser de pårørendes behov, lyder det fra forening til pårørende på baggrund af en undersøgelse.

Næsten halvdelen af de pårørende føler sig ofte kede af det eller deprimerede. Mere end hver tredje pårørende føler sig stresset eller udbrændt. Næsten halvdelen får en kronisk sygdom, og en tredjedel af de pårørende savner hjælp og støtte fra det offentlige.

Det fremgår af en undersøgelse, som Foreningen Pårørende i Danmark har foretaget blandt 1.150 danskere, der er nære eller primære pårørende til en person med en alvorlig kronisk eller dødelig sygdom. Det skriver Danske Kommuner.

Ufrivilligt frivillige

”Der findes to forestillinger ude i kommunerne om pårørende. Den første forestilling er, at pårørende er frivillige. Det er vi ikke. Vi er ufrivilligt frivillige. Vi kan ikke som normale frivillige selv bestemme, hvor meget vi vil involvere os. Den anden forestilling er, at vi er en underudnyttet ressource. Vi er udnyttet helt i bund,” siger Marie Lenstrup, der er formand for Pårørende i Danmark.

Hun peger på, at kommunen skal være opmærksom på de pårørende, da de kan risikere pludselig at have to syge i stedet for én. Ved visitationsbesøg skal kommunen ikke bare kigge på den syge, men også den pårørende separat, så de kan støtte den pårørende i deres situation.

”Der er behov for, at man kigger på, hvad de pårørende kan, og hvad de har behov for. Vi føler os taget for givet, og vi føler, vores behov bliver overset. Vi er meget synlige som arbejdsressource, men komplet usynlige som mennesker,” siger Marie Lenstrup til bladet.

Helsingør, Assens og Hillerød har til samme formål ansat koordinatorer, der støtter op om de pårørende i hjemmene og kan være med til at hjælpe dem på rette vej.

Læs hele aritklen i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner: Pårørende er værdifulde men sårbare

KL's Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg, der holdes torsdag og fredag i denne uge, fortæller Vanessa Joy Hobbs om vigtigheden af pårørendeinddragelse. Det gør hun ud fra egne erfaringer, hvor hendes mor blev hendes vigtigste med- og modspiller i kampen mod anoreksi. Få en forsmag på hendes historie i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner: Hun var min boksehold og min træner