11. maj 2015

Hver femte københavnske akademiker arbejder under niveau

I København er hver femte akademiker med en lang videregående uddannelse formelt overkvalificeret til sit arbejde, viser ny Momentum-analyse. Erhvervslivet ærgrer sig over, at akademikerne ikke rykker ud til de mindre byer i stedet.

I København og en række omegnskommuner arbejder hver femte med en lang videregående uddannelse i en stilling, som de formelt er overkvalificeret til. Det viser en ny Momentum-analyse, som kommune for kommune kortlægger, hvilke typer stillinger akademikere er ansat i. Blandt de 15 kommuner, hvor den laveste andel af højtuddannede har job, som matcher deres uddannelsesniveau, er hele 10 fra hovedstadsområdet.

Det er ærgerligt, at der sidder mange akademikere i hovedstadsområdet, som ikke udnytter deres evner fuldt ud, når der flere steder i provinsen er problemer med at rekruttere højtuddannede. Det mener Lise Damsbo Savic, som er forretningsudvikler i Business Lolland-Falster. Hun har blandt andet arbejdet med at lokke flere akademikere til området gennem konceptet ”Lån en akademiker”.

"Det hænger ikke sammen, og som samfund er det spild af ressourcer. For os som område har det den betydning, at der er nogle virksomheder, som ikke får den vækst, de kunne, fordi de ikke kan rekruttere højtuddannede," siger Lise Damsbo Savic.

Charlotte Rønhof, der er forskningspolitisk chef i Dansk Industri fremhæver, at et dårligt match mellem uddannelse og jobniveau har konsekvenser for samfundets investering i de lange videregående uddannelser. Det giver et lavere afkast, hvis akademikerne arbejder under niveau, fordi de i de fleste tilfælde vil få en lavere løn end normalt. Den pointe er Niels Rosendal Jensen, uddannelsesforsker og lektor ved DPU Aarhus Universitet, enig i.

"Hvis investeringen i en uddannelse skal give afkast, kræver det et bestemt lønniveau. Man får ikke det samme udbytte tilbage, når folk får en lavere livsindkomst," siger Niels Rosendal Jensen.

Det er især højtuddannede med humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, der sidder i stillinger, de er overkvalificerede til. I København er det 25-30 procent af de to grupper, der ikke arbejder på niveau med deres uddannelse. Dansk Magisterforening organiserer mange med de uddannelser og formand Ingrid Stage forklarer tallene i København med, at mange med lange videregående uddannelser bliver uddannet her. Derfor bor de i København, når de er færdige og søger ikke job i provinsen, hvis ikke det svarer til deres uddannelse.

"Rent praktisk er det et stort skridt at flytte ud, og det er et skridt, de fleste først vil tage, hvis de får et job, som de regner med at have i en længere periode," siger Ingrid Stage.

Du kan læse hele artiklen i Momentum, der udkommer i morgen.