16. juni 2015

KL’s økonomiske ankermand takker af

Tirsdag siger KL farvel til cheføkonom og direktionsmedlem Jan Olsen - en af de mest markante skikkelser i udviklingen af det danske kommunestyre.

Spørger man KL’s administrerende direktør, Kristian Wendelboe, er det den danske indendørsmester i institutionspolitik, som tirsdag forlader sin hjemmebane gennem et helt arbejdsliv.

Efter 37 år i kommunestyrets tjeneste stopper Jan Olsen nemlig i KL og på posten som cheføkonom og direktionsmedlem.

”Jan er dedikeret og kommunernes mand. Han får altid sin vilje. Det ville jo være et problem, hvis han forfulgte personlige interesser, men sådan er det ikke med Jan. Han har altid kommunesagen for øje,” siger Kristian Wendelboe og fortsætter:

”Samtidig er han enormt respekteret og har en tårnhøj troværdighed, fordi han lægger stor energi i at opbygge de rigtige netværk i centraladministrationen og i kommunerne. Han er også fræk som en slagterhund og en stærk strateg, der ikke lader sig hæmme af konventionerne, når han vil nå sine – og kommunestyrets – mål.”

Velbevandret i detaljen

Jan Olsen er opvokset i Kolding og uddannet økonom fra Odense Universitet. I de første 14 år af sin karriere i KL sled han som medarbejder og siden chef i KL’s konsulenttjeneste landevejene tynde og opnåede herigennem et unikt kendskab til kommunerne. Siden 1992 har Jan Olsen været KL’s cheføkonom og dermed manden, der sammen med KL’s formand og næstformand hvert år går ind i Finansministeriets maskinrum og forhandler om kommunernes økonomi.

Både internt i KL og i kommunerne er Jan Olsen respekteret for sin enorme viden og for at være velbevandret langt ned i detaljen. Han er en benhård kommuneideolog, som blandt unge embedsmænd nærmest er kendt som en legende. Samtidig er han manden, der altid kan gennemskue selv de mest snørklede regnestykker fra Slotsholmen.

Slider telefoner op

Karakteristisk for Jan Olsen er, at hans største bedrifter ikke egner sig til at komme frem i lyset. Han er en mester bag lukkede døre.

”I KL jokes der ofte med, at Jan Olsen skifter mobiltelefoner, som vi andre skifter underbukser. Han ved alt, lang tid før vi andre hører blot en snert heraf. Jan kommer på mange måder talende gennem tilværelsen – på godt og ondt. Jeg kan huske fra min tid i Finansministeriet, at jeg har måtte aflyse mange aftaler, misse mange fodboldkampe og komme alt for sent hjem utallige gange, fordi Jan talte – og ikke stoppede med at tale – til forhandlingsmøderne,” siger Kristian Wendelboe.

Et udpræget konkurrencemenneske

Hos mennesker, hvor arbejdet fylder så meget, som det gør hos Jan Olsen, kan arbejdet ofte risikere at blive altoverskyggende. Men det gælder ikke for Jan Olsen. Selvom mange mener, at han er i KL 24-7, så når han også alle kulturtilbud så som musikoplevelser, foredrag, teater, film og har en stor viden herom. Samtidig er en af hans store passioner mad og vin – gerne nydt i Italien, hvor han sammen med hustruen Judith – som han selvfølgelig mødte i KL – tilbringer mange ferier i familiens hus i Umbrien.

Jan Olsen betegnes af mange som utrættelig, insisterende og en stærk strateg med det lange blik skruet godt på. Men Jan Olsen er også et konkurrencemenneske ud over alle grænser. I KL står eksempelvis en kondicykel, hvor Jan Olsen gør en dyd ud af at have den hurtigste tid op af Alpe d’Huez.

”Hvis en af de unge 24-årige i KL sætter ny rekord på cyklen, så knokler Jan løs i pedalerne, indtil han igen er nummer 1. Han kan ikke acceptere ikke at være bedst – og det gælder faktisk alt, hvad han stiller op i og beskæftiger sig med – både i fritiden og på arbejdet.”

Jan Olsen forlader ikke KL helt. Det næste år vil hans direkte engagement i KL være en pulje på 500 timer til udvalgte opgaver. Det indebærer bl.a., at han fortsætter som formand for COK (Center for Offentlig Kompetenceudvikling) indtil næste sommer.

Jan Olsen holder afskedsreception i KL den 16. juni kl. 14.30-17.