05. januar 2015

Etniske danskere på vej til at blive minoriteter i flere postnumre

I en række områder i Danmark er etniske danskere nu kommet i mindretal. Det viser nye tal fra Ugebrevet A4.

Ugebrevet A4 har analyseret, hvor mange mennesker med indvandrerbaggrund, der bor i hvert postnummer i Danmark. Undersøgelsen viser, at i postnumrene 5240 Odense NØ, 2660 Brøndby Strand og 8220 Brabrand er etniske danskere ved at være i mindretal.

Analysen peger også på, at indvandrere bor tættest i postnumre i København, Aarhus, Odense og Aalborg – men at mange indvandrere også har valgt at slå sig ned i 6705 Esbjerg Ø og 9220 Aalborg Øst.

Til gengæld er 99 procent af alle borgere etniske danskere på Anholt og i Bagenkop på Langeland.

Borgmester i Brøndby Kommune, Ib Terp (S), mener, at indvandrerne er for ulige fordelt i kommunerne.

”Hvis man ønsker en rimelig harmoni i samfundet, er fordelingen af indvandrere skæv. Men jeg skal ikke sige noget ondt om de etniske borgere, og vi vil ikke sparke folk ud ad kommunen,” siger han til Ugebrevet A4.

Flere steder - blandt andet i Brøndby og i Odense - arbejder kommunerne på at gøre boligområder med mange indvandrere mere attraktive, så også flere borgere med dansk baggrund tiltrækkes.