22. januar 2015

Debat: Tvangsadoption er altid absolut sidste udvej

Når et barn tvangsadopteres, er det for at give barnet den bedst mulige opvækst og mulighed for at blive i stand til at klare sig videre i voksenlivet. Det handler ikke om, at kommunerne skal spare penge.

Af Thomas Adelskov, formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Kommunerne bliver ofte beskyldt for at ville spare penge på de udsatte børn og unge. Det bliver vi fx beskyldt for, når vi anbringer flere børn i nærmiljøet eller plejefamilier frem for at sende dem til institutioner langt væk fra venner og familie. Senest med regeringens nye forslag om at lempe reglerne for adoption ved tvang er kommunerne blevet beskyldt for at ville tvangsbortadoptere ”en række” udsatte børn og unge alene for at spare penge.

Men det er en påstand, jeg må tage kraftigt afstand fra. Kommunerne har fra 1972, hvor muligheden for at kunne tvangsbortadoptere blev indført, og frem til i dag kun tvangsbortadopteret ganske få børn og unge. Således har der i perioden 1992-2002 kun været i alt seks tilfælde, hvor der blev givet tilladelse til tvangsbortadoption. Og i perioden fra 2009, hvor reglerne første gang blev lempet, og frem til i dag er der årligt kun blevet tvangsbortadopteret tre børn.

Det er ikke mange tvangsbortadoptioner. Og det kan vel næppe give det indtryk, at der er tale om en spareøvelse for kommunerne. Særligt når man også ved, at der ifølge Ankestyrelsens anbringelsesstatistik for 2013 blev iværksat 2.225 anbringelser, og at der ved udgangen af 2013 i alt var anbragt 11.614 børn og unge i alderen 0-17 år.

Der er ingen tvivl om, at tvangsadoption er et meget alvorligt indgreb over for både barn og forældre. Det er derfor heller ikke det første, kommunerne overvejer at sætte i værk, når et barn eller en ung har behov for særlig støtte.

Dog er vi nødt til at se i øjnene, at der kan være situationer, hvor vi fx står med et lille nyfødt barn og kan konstatere, at barnets forældre på ingen måde må forventes hverken at have eller senere få evne til at drage omsorg for barnet. I disse få, men meget alvorlige sager, er der en risiko for, at barnet kan se frem til 18 år i anbringelsessystemet, hvor det kommer til at flytte rundt mellem biologiske forældre, plejefamilier og andre voksne. Barnet får på den måde ikke mulighed for en normal tilknytning, og vi risikerer, at barnet får alvorlige udviklingsproblemer.

En tvangsadoption kan derfor i nogle tilfælde være den bedste løsning. Erfaringer fra udlandet viser da også, at adopterede børn klarer sig bedre end anbragte børn. Adopterede børn har bl.a. en bedre fysisk udvikling og klarer sig bedre i diverse færdighedstest end anbragte børn. Samtidig er deres adfærdsmæssige og mentale problemer mindre end hos anbragte børn.

Derfor er det også væsentligt, at vi får en lempelse af reglerne. For hvis kommunerne beslutter, at en tvangsadoption er den eneste løsning, er reglerne i dag alt for rigide. Det må der gøres noget ved.

Det er væsentligt at huske på, at der med Barnets Reform skete en holdningsændring i retning af, at barnets bedste altid skal være i centrum for indsatsen, og at indsatsen altid skal målrettes barnets udvikling og trivsel. I de tilfælde, hvor der er en modsætning mellem fx barnets og forældrenes interesser, skal det sikres, at det er barnets behov, der er i centrum. I langt de fleste tilfælde vil det dog være til barnets bedste, at støtten gives med udgangspunkt i et tæt samarbejde med forældrene, herunder at forældrene får hjælp til at bakke op om barnets opvækst.

Et andet centralt princip i Barnets Reform er, at alle børn skal have mulighed for nære og omsorgsfulde relationer. I de tilfælde, hvor forældrene ikke kan tilbyde det, må der gives barnet en støtte, som sikrer, at han eller hun på anden vis vokser op i et trygt omsorgsmiljø. Der skal altid tages højde for, at barnet eller den unge samtidig får den specialiserede behandling, der er behov for.

Og endelig er det med reformen afgørende, at der er kvalitet i den indsats, der gives. Det er ikke nok, at der træffes de rette afgørelser om børnene. Det er helt afgørende, at den støtte, der iværksættes, er af en sådan kvalitet, at barnet eller den unge udvikler sig og får opfyldt sine behov for nære, stabile relationer til voksne, at der opbygges sociale relationer og netværk, og at skolegang, sundhed, trivsel og forberedelse til et selvstændigt voksenliv sikres.

Med Barnets Reform i tankerne og det paradigmeskifte reformen har medført, er det efter min bedste overbevisning vores pligt og ansvar at sikre, at alle børn og unge får de bedst mulige livsbetingelser. Særligt har vi en pligt i forhold til de børn, hvis forældre har vist, at de ikke vil kunne bidrage positivt til barnets opvækst. Det, synes jeg, vi skylder børnene og de unge.

Det er ikke og vil aldrig blive kommunernes menneskesyn at bortadoptere børn og unge med tvang - og da slet ikke for at spare penge. Det vil altid være grundigt gennemtænkt og med barnet i centrum. For hvem andre end barnet bliver taberen, hvis adoptionen slår fejl? Og hvem står med regningen andre end kommunen, hvis det går galt?

Nej, tvangsadoption vil altid være absolut sidste udvej.

***************************************************************************

Debatindlægget er bragt på Altinget Social den 22. januar 2014