20. februar 2015

Kronik: Mere forskning – tak!

Socialstyrelsen bør selv skrue op for evidensen, inden de beskylder kommunerne for at spilde penge på udokumenterede metoder på socialområdet.

Af Thomas Adelskov (S), Borgmester i Odsherred og formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

I kommunerne skal vi bruge vores tid og kræfter på indsatser, vi ved virker. Ingen tvivl om det.

Men i en artikel i Mandag Morgen fortalte vicedirektør Steffen Bohni for nylig, at Socialstyrelsen vurderer, at blot 10 procent af de godt 40 milliarder kroner, der bruges i kommunerne på socialområdet, bruges på evidensbaserede metoder. Betyder det mon, at Socialstyrelsen samtidig vurderer, at 90 procent af midlerne spildes på indsatser, der ikke virker? Det kunne man let forledes til at konkludere.

Her synes jeg, at Socialstyrelsen selv bør skrue op for evidensen.

Det handler jo ikke kun om, at kommunerne skal bruge evidensbaserede metoder. Hvis kommunerne kun ville og kunne bruge evidensbaserede metoder, ville der ikke blive udført ret meget socialt arbejde. For der findes kun en god håndfuld af disse metoder. Men vi er enige så langt, at man skal bruge virksomme metoder, og man skal huske såvel at dokumentere indsatsen som at følge op på effekten – og justere, hvis man kan se, at man ikke opnår den ønskede effekt.

Vi skal således væk fra synsninger og i langt højere grad bruge indsatser, som har en dokumenteret effekt. Men vi kan ikke gøre det alene. I kommunerne har vi et stort behov for mere forskning i effekten af tidlige indsatser og forskning, som kan give os mere viden om, hvordan vi styrker borgernes egenmestring og netværk. Der er brug for praksisnær forskning, som kan understøtte den positive udvikling, som kommunerne er i gang med. At skaffe mere praksisnær forskning i de kommunale opgaver på socialområdet er noget, vi i KL og i kommunerne gerne bidrager til. Flere kommuner tager selv initiativ til at udvikle metodepraksis og stiller sig også til rådighed for forskning både som enkeltkommuner og som en del af det tværkommunale samarbejde. Det skal i højere grad udbredes og systematiseres. Og her kunne Socialstyrelsen passende sætte nogle flere kræfter ind.

Man kunne lidt drilsk starte et andet sted, nemlig med ny lovgivning, som må formodes at blive lavet for borgernes skyld. Her bør der vel også være evidens for, at de nye regler har en virkning for borgerne. Det synes dog ikke at være tilfældet. Oftest sidder vi i hvert fald i kommunerne med en fornemmelse af, at de nye regler er lavet for at kunne måle og kontrollere, om kommunerne gør deres arbejde. Det er også en vigtig pointe, men ikke nok. Love og regler skal primært sikre, at der sker en udvikling for den enkelte borger.

Når det så er sagt, står vi i kommunerne midt i et paradigmeskifte: Fra at have henvist børn og voksne med særlige behov til mange forskelligartede tilbud er kommunerne godt i gang med en omstilling, der sikrer, at hovedparten af alle børn og voksne kan have et liv på så normale vilkår som muligt. Den vej skal vi fortsætte ad. Frem for pr. automatik at tage fat i de foranstaltninger, som vi plejer at bruge, skal der fokuseres meget mere på, hvordan vi konkret støtter det enkelte barn og den voksne i en positiv udvikling i eget liv. Det handler i bund og grund om ledelse, dokumentation og opfølgning på effekten af vores indsatser.

Lad os tage børneområdet. Her findes der en række evidensbaserede metoder eller familieprogrammer, som de også kaldes. Det er gode og veldokumenterede metoder, men det er også standardløsninger, som ikke nødvendigvis passer til den enkelte familie eller i øvrigt har sammenhæng med den enkelte kommunes øvrige tilbudsvifte.

Det er nødvendigt, at vi ændrer retorikken fra, at vi skal bruge metoderne til i stedet at fokusere på, hvordan vi bruger metoderne. Vi skal ikke bare kunne sætte et hak i en ”evidensboks” – det skal give mening og have en virkning i forhold til den enkelte borger.

Det handler med andre ord om at bruge det, vi kan se virker for den enkelte. Men vi skal ikke basere os på mavefornemmelser – vi skal basere os på forskning og viden.

Virksomme metoder er en dagsorden, som i den grad vinder frem i kommunerne, og jeg er derfor meget fortrøstningsfuld. Det er ingen hemmelighed, at der er plads til forbedring, men jeg synes, at det er respektløst over for kommunerne og de mange medarbejdere, som lægger store, kompetente kræfter på socialområdet, at det vendes om til, at 90 procent af det vi laver ikke er evidensbaseret. Jeg vil gerne medgive, at vi skal kunne tåle kritik, når vi ikke gør det godt nok, men uberettiget kritik er ikke med til at sikre en positiv udvikling. Det er kun med til at skabe dårlig stemning, og vi risikerer, at dygtige medarbejdere forlader området, fordi det får et negativt præg omkring sig.

Et af de områder, hvor kommunerne i den grad har flyttet sig, er i forhold til de anbragte børn og unge. I mange år har vi fortrinsvis anbragt børn på institutioner langt væk fra nærmiljø, venner og familie. Men forskning – blandt andet fra Sverige og Norge – har tydeligt vist, at børn og unge har langt bedre af at blive hjulpet i nærområdet. Derfor har kommunerne blandt andet øget brugen af plejefamilier, netværksanbringelser og forebyggende indsatser i familien og nærmiljøet. Det er en udvikling, som ofte møder kritik, men den må vi leve med. For det virker. Senest har SFI offentliggjort den første trivselsundersøgelse af anbragte børn og unge, og den peger netop på, at anbragte børn i plejefamilier trives bedre end børn anbragt på institutioner. Jeg tror ikke, at vi kan kalde det evidens, men det ændrer ikke på, at det netop er den vej, vi skal fortsætte ad med fuld kraft – for det er det, der virker.

I KL arbejder vi på mange fronter på udvikling og udbredelse af virksomme og effektive metoder. Det gør vi i vores dialog med kommunalpolitikere, kommunale chefer og ikke mindst staten. Det sker blandt andet gennem vores mange konferencer, deltagelse i metodeudviklingsprojekter og facilitering af ledernetværk med videre. Vi har også et godt samarbejde med de faglige organisationer, hvor vi i fællesskab fokuserer på samarbejdet om at udvikle de kommunale kerneopgaver og en effektiv opgaveløsning.

Når vi i højere grad skal bruge metoder, der virker, så er det nok så vigtigt, at vi i langt højere grad dokumenterer effekten af vores arbejde. Vi skal sætte målbare mål – og vi skal følge op på dem. For når vi dokumenterer vores arbejde på den måde, kan vi også bryde med vanetænkningen. Og det er helt nødvendigt at bryde med den, da vi skal blive meget bedre til at turde afbryde de indsatser, som ikke har effekt. Vi er allerede godt i gang – men vi er ikke i mål.

40 milliarder kroner om året er rigtig mange penge. Men det er penge, der er givet godt ud. For vi skal sikre, at alle udsatte – børn, unge og voksne – så vidt muligt får et godt liv. Men vi er også nødt til at være realistiske. Der kommer ikke mange flere penge til området. Derfor skal vi naturligvis bruge pengene klogt – og det kræver klare prioriteringer. Det er vigtigt, at vi ser de sociale indsatser som sociale investeringer. Det sagde vi med socialudspillet ”Investér før det sker”, og det siger vi igen med vores kommende udspil på området for udsatte børn og unge. For det er en væsentlig pointe. Vi er nødt til at kigge med kritiske øjne på vores budgetter på området og vurdere: Bruger vi pengene rigtigt på den korte og på den lange bane? Eller kan vi gøre det bedre og klogere?

Så lad mig her til sidst slå fast: Vi skal bruge evidens dér, hvor det virker, dokumentere vores indsatser og lære af de gode eksempler. Og så skal vi stole på, at de indsatser, som vi endnu ikke har evidens for virker, men som alene baserer sig på viden og erfaring, også kan have en berettigelse og en virkning for den enkelte. I kommunerne går vi efter indsatser, der virker – det skal ingen betvivle. Så lad os sammen skabe mere forskning – til gavn for borgerne.

***

Kronikken har været bragt i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 5/2015