18. december 2015

Kronik: Du vælger selv din indflydelse

Vi skal ryste posen og arrangere vores møder på nye måder. Og vi skal i gang nu, hvis vi skal nå at rykke inden næste valg, skriver de tre kvindelige medlemmer af KL’s bestyrelse om den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder i kommunalpolitik.

Af Mette Touborg (SF), borgmester i Lejre Kommune, Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune og Kirsten Terkilsen (V), borgmester i Hedensted Kommune.

2015 går på hæld. Gran, lyskæder og julehjerter har fortrængt de sidste valgplakater fra folkeafstemningen. Med julen kommer nytåret og tiden til at gøre status. Der er meget at fejre, men det er også anledningen til at stoppe op og spørge os selv, om vi nu har gjort det godt nok. Det gælder også i demokratiet. I 2015 fejrede vi, at det er 100 år siden, kvinderne fik valgret, og vi har afholdt to valg; Folketingsvalget i juni og folkeafstemningen om omdannelsen af retsforbeholdet til en tilvalgsordning den 3. december. Det danske demokrati er stærkt og præget af engagerede borgere. Gang på gang præsterer vi en valgdeltagelse, som de fleste andre lande kun kan drømme om. 

Alligevel taler nogen om et demokrati i krise. Ved folkeafstemningen stemte danskerne nej, selvom de partier, som anbefalede at stemme ja har et overlegent flertal både i Folketinget, i kommuner, i regioner og på europæisk niveau. Forsommerens folketingsvalg medførte en markant fremgang til de partier, som endnu har et regeringsansvar til gode. Begge valg er blevet fortolket som en folkelig protest mod de folkevalgte. Danskerne stemmer til den store guldmedalje, men de er angiveligt utilfredse og uenige med de politikere, de vælger.  

Utilfredsheden med politikere har hverken en enkelt årsag eller en enkelt løsning. Men det er et problem, hvis der mangler input og visioner fra store grupper i samfundet, ligesom det er et problem, hvis store dele af befolkningen leder forgæves blandt kandidater og folkevalgte efter en, som de føler sig repræsenteret af. 

Vi politikere repræsenterer ikke den højeste faglighed. Vi er ikke de klogeste, de mest erfarne eller de højest uddannede. Vi er heller ikke ”bare” repræsentative forstået på den måde, at vores sammensætning afspejler befolkningens sammensætning. Den slags repræsentativitet opnås bedre ved at trække lod. Vi er valgt af vores medborgere, fordi vi har formuleret målsætninger, som de kan bakke op om. Derfor er det også fristende at tænke, at det ikke er det store problem, at valgene gang på gang fører til en sammensætning af Folketing og kommunalbestyrelser, som er markant anderledes fra befolkningssammensætningen i øvrigt. En sammensætning, hvor både kvinder, iværksættere og borgere med anden etnisk baggrund end dansk er underrepræsenterede. Kvinder udgjorde ved kommunalvalget i 2013 29,7 % af de valgte politikere mod 31,8 % i 2009. Dermed tyder meget nu på, at kvindernes repræsentation har fundet et leje omkring de 30 % af kommunalbestyrelsesposterne. 

Der er naturligvis ingen naturlov, som siger, at kvinder bedst repræsenteres af kvinder, at private iværksættere bedst repræsenteres af iværksættere, eller at borgere med anden etnisk baggrund bedst repræsenteres af andre med samme baggrund. Men sammensætningen af de valgte politikere svarer i meget høj grad til sammensætningen af de opstillede kandidater. Uligheden opstår derfor i mindre grad i stemmeboksen og i højere grad på opstillingsmøderne.  

Det er et problem, fordi vi har brug for at få alle erfaringer med. Og naturligvis betyder det noget, hvem der bliver valgt. At politikere de sidste 100 år har skullet finde deres demokratiske mandat i en vælgerskare, hvor kvinder er blevet stadigt bedre repræsenteret har naturligvis haft en indflydelse på en velfærdsstat, som har påtaget sig opgaver som børnepasning og pleje af syge og ældre. Det er opgaver, som det offentlige har påtaget sig i takt med, at danske kvinder i stadigt større omfang er trådt ud på arbejdsmarkedet og ind på tinge og i kommunalbestyrelser.  

I dag har kvinder større valgdeltagelse end mænd, og det er kvinderne, som bærer den demokratiske dannelse videre i familierne. Fra forskningen ved vi, at når mor stemmer, så stemmer børnene – også længe efter de er flyttet hjemmefra. At kvinder i dag stemmer mere end deres mænd, fædre og brødre var ikke til at forudse de første årtier efter 1915. Der gik adskillige årtier, før kvinders valgdeltagelse nåede mændenes. Første gang kvinder kunne stemme ved et folketingsvalg blev kun fire kvinder valgt ind. Siden er det blevet bedre, men kvinder er stadig underrepræsenteret blandt de folkevalgte.  

En del af forklaringen kan ligge i de fordomme, som mange har om både politik og politikere.  Politik beskrives ofte som tungt og præget af illegitime magtkampe. Vi politikere er angiveligt ikke til at stole på, og vi arbejder udelukkende for egen vinding. Hvis man abonnerer på de fordomme, så får man næppe selv lyst til at gå ind i politik. 

Men politik er bedre end sit rygte. Politik er at arbejde for et bedre samfund. Vi er i politik i dag, fordi vi tror på, at vi kan gøre en forskel til det bedre. Og vi har alle tre opnået resultater for vores lokalsamfund, som vi er stolte af. Ja, der er magtkampe, men det er der jo ikke noget odiøst i. Vi lever i et demokrati, og vi politikere er alle demokratisk valgte. Vi skylder hver af vores vælgere at få så stor indflydelse som muligt. Vores våben i disse magtkampe er primært forhandlinger og afstemninger. Men drama og dunkle aftaler er bedre egnet til mediernes overskrifter end samarbejde og fælles løsninger. Vi politikere har et ansvar for mere tydeligt at modsige fordommene om politik og politikere. For det betyder noget, hvad vi siger, og hvilke debatter vi rejser. Viden ændrer holdninger. Holdninger flytter stemmer. Stemmer flytter magt. Det er sådan, demokrati fungerer.

Vi er nu ganske præcist to år inde i en valgperiode. Det betyder, at det er nu, partierne begynder at kigge rundt i medlemskredsen og diskutere, hvem der skal med på opstillingslisten i 2017. Er der kommet nye ansigter siden sidst? Vi skal ikke opstille kandidater, udelukkende fordi de opfylder behovet for ”lidt krydderi” på stemmesedlen. Dertil er politik for vigtigt. Men vi bør måske gøre en større indsats for at tiltrække flere, og stille os selv spørgsmålet om, hvorfor der er så mange, som bliver væk. Er der nogen, som vi er mere tilbøjelige til at ”prikke til” end andre? Er der andre måder at lave politik på, som tiltrækker flere – eller bare andre? I kommunerne har vi i snart mange år set kritisk på vores dagsordener og mødeformer, fordi vi godt ved, at lange møder og tunge dagsordener skræmmer mange væk. Måske er det noget, vi også skal være bedre til at fortælle om: At politikere også har mulighed for at påvirke den måde, de arbejder på.  

Demokratiske samfund skabes hele tiden i billedet af dem, der stemmer og af dem, der stemmes på. Demokratiske samfund forskånes for de store revolutioner, men kun fordi de er under konstant udvikling. Intet bliver ved, som det plejer, men alle kan få indflydelse på udviklingen. Alle som søger indflydelse, vel at mærke. Den indflydelse kan man få ved at stemme. Men indflydelsen bliver større, hvis man stiller op og bliver valgt. Det er klart. I hvert fald for os, som er politikere. Men måske skal vi være med til at gøre det klart for mange flere.   

Det betyder, at vi i partierne skal tage ansvaret på os. Vi skal opsøge, opfordre og prikke. Vi skal ryste posen og arrangere vores møder på nye måder. Og vi skal i gang nu, hvis vi skal nå at rykke inden næste valg. For der er brug for at få bygget nye broer mellem politikere og vælgere, mellem de partitro og proteststemmerne. Ikke alle skal have et kontingent stukket i hånden. Men vi skal være bedre til at invitere inden for og til selv at lytte. Det kan jo være, at hende, som bobler over af frustration faktisk har gode ideer. Det kan endda være hun ender med selv at blive aktiv. 

For naturligvis er det OK at bruge sin stemme til at protestere. Du vælger selv din indflydelse. Men hvis du virkelig ønsker at gøre en forskel, så giver det nu engang mere mening at være med end at være imod. Og det har vi alle et fælles ansvar for, at alle både ved og tror på. 

I kommunerne har vi i snart mange år set kritisk på vores dagsordener og mødeformer, fordi vi godt ved, at lange møder og tunge dagsordener skræmmer mange væk, skriver de tre kronikører.

****

Kronikken er bragt i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner nr. 35/2015