17. august 2015

Seks kommuner i fælles indsats for hjælp til kræftpatienter

”Vi samler kræfterne” hedder et unikt samarbejdsprojekt mellem seks kommuner i Region Hovedstaden. Fuld medvind og et godt eksempel på samarbejde med fokus på borgernes behov, lyder det fra KL.

Kræftramte borgere i seks kommuner i Region Hovedstaden har fået nye optimale muligheder for at få et målrettet rehabiliteringstilbud, når de kommer hjem fra hospitalet.

De seks kommuner Ballerup, Rødovre, Furesø, Gladsaxe, Herlev og Egedal er gået sammen i projektet ”Vi samler kræfterne”, et samarbejde, som betegnes som ”unikt og det største i Danmark”.

Samarbejdet skaber et større befolkningsgrundlag for rehabiliteringen, og det er en af hemmelighederne bag de nye muligheder. For selv om kræft er en sygdom, som mange vil møde i deres liv, så er det alligevel begrænset, hvor mange kræftpatienter, der er i hver kommune. Kræft er en sygdom, der ikke optræder ens. Der er forskel på en kvinde med brystkræft i et tidligt stadie og en hårdt ramt lungekræftpatient, og de to patienter har brug for meget forskellige tilbud.

”Jeg er glad for, at vi nu kan henvise vores patienter til det tilbud, der præcist passer til deres behov, ” siger vicedirektør Pernille Slebsager fra Herlev og Gentofte Hospital i en pressemeddelelse og fortsætter:
”På hospitalet gennemfører vi en indledende behovsvurdering og udarbejder en plan for rehabilitering i samarbejde med patienten. Og så koordinerer vi den videre indsats med kommunerne eller den praktiserende læge, ” siger hun.

Et godt eksempel

Afdelingschef Christian Harsløf fra Center for Social og Sundhed i KL, betegner det som et stort fremskridt, at seks kommuner i hovedstadsområdet er gået sammen om at forbedre tilbuddene og løfte kvaliteten af den hjælp, som et stort antal kræftpatienter har brug for.

”Det er fuld medvind og et godt eksempel på samarbejde, med fokus på borgernes behov. Det er en god måde at sikre høj kvalitet, ” siger han.

Enkeltvis har kommunerne været for små og har haft for få ressourcer og patienter til at kunne lave specialiserede tilbud. Men med samarbejdet er det samlede befolkningsunderlag nu oppe på omkring 300.000, og der kommer årligt 1.700 nye patienter til med kræft i de seks kommuner, hvoraf en del vil have behov for rehabilitering.