09. april 2015

Politisk Forum i forandringens tegn

Det bliver en konference ud over det almindelige, når KL Teknik og Miljø inviterer til Politisk Forum den 27. og 28. april på Nyborg Strand med fokus på temaer om Danmark i forandring.

Nye vinde blæser over landet. Byerne vokser og bliver smartere. Yderområderne skal på forkant. Naturen skal gøres rigere og tilgængelig. Affaldet må minimeres.

Det er blot nogle af de store udfordringer, som kommunerne står over for, og som Politisk Forum 2015 for Teknik og Miljø sætter fokus på i forbindelse med en stor konference på Hotel Nyborg Strand 27. og 28. april.
”Grib forandringen. Design Danmark” er konferencens motto, og alle sejl er sat til for at komme omkring de store temaer på konferencens to dage med blandt andre kommunalpolitikere, regionsrådsmedlemmer, embedsmænd og interesseorganisationer.

”Forandringerne kan – hvis vi griber dem – give muligheder for at designe Danmark på ny. Hvad skal vi leve af? Hvor? Hvem tager teten? Hvad ønsker borgerne? Hvad er optimale vilkår for virksomhederne? Og hvordan skal der ser ud,” hedder det i invitationen over nogle af de spørgsmål, som konferencen søger svar på i foredrag, temamøder og udflugter i Nyborg Kommune.

Nyborg glæder sig til rollen som værtskommune

Nyborgs borgmester Kenneth Muhs glæder sig til at byde de mange hundrede deltagere velkommen på Nyborg Strand.

”Det er en god lejlighed til at vise vores kommune frem og være med til at sætte debatten,”, siger Kenneth Muhs og tilføjer:

”Vi vil gerne være kommunen, der samler Danmark. Og vi er klar til at give alle mødedeltagerne en speciel oplevelse. Det bliver et møde med Nyborg, med historien som tidligere hovedstad og med dens specielle historie som knudepunkt for infrastrukturen, med DSB-færgerne og nu broen.  Vi vil med andre ord sætte historien ind i nutiden,” fortæller en begejstret borgmester.

Om selve konferencen siger Kenneth Muhs, at den sætter fokus på centrale temaer. Kommunernes opgaver bliver flere og mere komplekse. De kan med fordel løses i fællesskab mellem kommuner.

”Her i Nyborg er vi meget optaget af, hvordan vi får vores erhvervsliv og yderområder til at blive del af udviklingen. Det er en stor opgave at løfte. Det handler om vækstpotentialer i by og på land og hvordan vi sikrer den fysiske planlægning uden for de store byområder, og hvordan vi opnår samspillet med de lokale kræfter. Det er nogle af de udfordringer, som vi arbejder med og som vi har brug for at diskutere på tværs af kommuner,” siger Nyborgs borgmester.

Konferencen vil foregå i plenum og i ti temamøder. Desuden indgår på konferencens 2. dag en række udflugtsmål i Nyborg Kommune, blandt andet til Nyborg Slot og by, til Sprogø og til Ørbæk Bryggeri.


Tilmeldingsfrist er onsdag den 15. april. Læs program og tilmelding her.