22. september 2014

Svendborg fremrykker anlægsinvesteringer

Der er lagt op til uændret skat og fremrykning af anlægsinvesteringer i det budget, som Svendborg Kommune har vedtaget for næste år.

”Forligspartierne er opmærksomme på KL’s opfordringer til medlemskommunerne om at bidrage til en samlet reduktion af kommunernes anlægsudgifter og dermed sikre overholdelse af de aftalte anlægsrammer.”

Sådan lyder beskrivelsen i det budgetforlig for 2015, som byrådet i Svendborg vedtog lørdag.

Dermed har forligspartierne dels valgt at fremrykke investeringen i et nyt brand- og nødkaldeanlæg, dels valgt at budgetlægge en negativ overførselspulje fra 2015 til 2016.

Udviklingsfremmende initiativer

Forliget har til gengæld fokus på initiativer, der kan fremme vækst og udvikling i kommunen, og som kan bidrage til at vende den negative befolkningsudvikling og øge beskæftigelsen i kommunerne. Initiativerne omfatter både investeringer og driftsforbedringer.

Det medfører, at der fx skal ses på etablering af et sundhedshus i Svendborg, og derfor er der afsat 0,5 mio. kr. i 2015 til at udarbejde 2-3 modeller for et sundhedshus, og så vil kommunen i forbindelse med budgetlægningen for 2016 og 2017 træffe beslutning om etablering af huset.

Budgetforliget indebærer desuden uændret skat i Svendborg.

Bag budgetforliget står Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Svendborg Lokalliste, samt løsgængerne Annelise Ømand, Mads Fredeløkke, Henning Duvier Stærmose og Lone Juul Stærmose. I alt 17 ud af byrådets 29 medlemmer.

Socialdemokratiet, SF og Tværsocialistisk Liste samt Enhedslisten er ikke med i budgetforliget.