05. september 2014

SF vil øge pengene til inklusion

SF vil på den kommende finanslov sætte flere penge af til inklusionsindsatsen i folkeskolen. Pengene skal bl.a. gå til flere voksne i klassen.

”Vi må erkende, at der i nogle klasser er behov for at have to voksne i klassen. Der er behov for en, der kan aflaste læreren i klassen i forhold til at sikre, at undervisningen er på det niveau, den skal være.”

Sådan lyder meldingen fra SF’s gruppeformand Jonas Dahl i en kommentar til Berlingske Nyhedsbureau om, at SF ved de kommende finanslovsforhandlinger vil gå efter at få flere penge afsat til skolernes arbejde med inklusion.

Baggrunden er, at lærerne mener, at de mangler ressourcer til kunne håndtere opgaven med inklusion. Lærerne er enige med SF.

”Lærerne skal kunne forholde sig til hver enkelt elev, for alle de elever, der plejer at være i klassen, skal stadig have den undervisning, de har brug for,” siger næstformand i Danmarks Lærerforening Dorthe Lange til Berlingske Nyhedsbureau.

Forslaget fra SF kommer til trods for, at en ny undersøgelse fra Det Internationale Forskningscenter i går viste, at mere end otte ud af ti elever på mellemtrinene i folkeskolen trives, og at de både er fagligt aktive og har det godt socialt.  

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Læs mere om undersøgelsen fra Det Internationale Forskningscenter for Velfærd