24. september 2014

Nyborg har knækket den kinesiske kode

Nyborg Kommune er lykkedes med at få skabt hul igennem til visionære kinesiske erhvervsmænd med milliardbudgetter og gode kontakter. Lektien er, at forstå betydningen af personlige relationer i det moderne Kina.

Dat Ba Luu er navnet på manden, som har hjulpet Nyborg Kommune med at knække den kinesiske kode, skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner i denne uge.

”En af de fejl, danskere i Kina ofte begår, er, at de går direkte til at tale om forretninger. I Danmark laver man først en forretningsaftale, og så begynder man at lære hinanden at kende. I Kina er det lige omvendt. Der starter man med det sociale.”

Sådan lyder forklaringen fra Dat Ba Luu, når han skal give et eksempel på, hvorfor det nogle gange går galt i relationerne mellem danske og kinesiske forretningsforbindelser.

Varetager kontakten

Dat Ba Luu er halvt vietnameser og halvt kineser og kom til Danmark som syvårig i 1978. I 2007 bosatte han sig i Changchun i det nordlige Kina. Han lavede sit eget firma med fokus på energi og miljø og begyndte at interessere sig for at få kinesiske delegationer af erhvervsfolk og investorer til at tage til Danmark.

I dag er Dat Ba Luu tilbage i Danmark og arbejder bl.a. på deltid i Nyborg Kommune, der har ansat ham som konsulent, der varetager kontakten mellem Nyborg og kommunens kinesiske kontakter.

Det har bl.a. betydet, at Nyborg har fået forbindelse med forretningsmanden Mr. Wang Yan, der i dag har forelsket sig i Nyborg og i august 2013 havde købt ejendommen Sølyst af kommunen for 14 millioner kroner. Herfra vil han drive sine danske og skandinaviske aktiviteter.

Læs hele historien om Nyborgs kinesiske eventyr i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.