25. september 2014

”Kan det betale sig at digitalisere plejehjemsbeboere?”

Digitale gulve og tablets til alle er nogle af de ting, som møder de ældre på Fremtidens Plejehjem i Aalborg. Velfærdsteknologi kan skabe tryghed, lød budskabet på Digitaliseringsmessen 2014.

”Kan det betale sig at digitalisere plejehjemsbeboere? De lever trods alt kun 2,8 år på plejehjemmet.”

Med de ord åbnede Lars Nøhr, der er udviklingschef i Aalborg Kommune, sit oplæg på Digitaliseringsmessen 2014.

Hans svar var et rungende ja.

Fremtidens Plejehjem åbnede den 1. januar 2014 i Aalborg-forstaden Nørresundby. Her er der plads til 75 beboere, der i høj grad bliver digitaliserede. På Digitaliseringsmessen 2014 fortalte Lars Nøhr om nogle af de ting, de har implementeret på det nye plejehjem.

Digitalt gulv

Plejehjemsbeboerne mødes af digitalisering, så snart de stiger ud af sengen. Gulvet er nemlig digitalt, så lyset tændes, og personalet kan se, så snart en beboer står ud af sengen. Samtidig registreres det, hvor længe beboeren er ude af sengen, og hvis det om natten fx er for lang tid, kan personalet reagere.

”Der er selvfølgelig en balancegang i forhold til overvågning, men for den ældre handler det også om at være tryg og komfortabel. Det betyder noget for den ældre, at de ved, vi holder øje,” fortalte Lars Nøhr.

Ud over det digitale gulv, er der en lang række andre faciliteter på det nye plejehjem, og de ældre kan blandt gå i fitness, på café, i forskellige temarum og meget mere.

Tablets til alle

På den digitale front er alle beboerne også blevet udstyret med en tablet. På den måde kan de hele tiden følge med i, hvad der foregår på plejehjemmet. Lige fra hvad der er på menuen, til at styre elektronikken i boligen.

”Vores beboere vil gerne have overblik over, hvad der sker, og kommunikationen på tabletten er vigtig for dem. Hos os får vi ikke klager over rengøringen, men over hvis informationen på tabletten er nede,” sagde Lars Nøhr.

Samtidig er det vigtigt for plejehjemmet kun at have teknologi, der kan være med til at skabe tryghed for beboerne. Beboerne kan blandt andet også bruge tabletten til at skype med pårørende.

”Jeg vil anbefale alle at undersøge markedet inden for de velfærdsteknologiske løsninger. Vi har måttet erkende, at ikke alle de bedste løsninger er danske. Men ved fx at skule til Finland, kan vi lære af hinanden og optimere,” sagde Lars Nøhr.

Han kan endnu ikke sige, hvor meget kommunen sparer på det digitaliserede plejehjem, men han peger i hvert fald på, at der er sparet en nattevagt og en halv aftenvagt per dag. Dagvagterne har kommunen ikke beregninger for.