03. september 2014

Aarhus nomineret som City of the Year

Aarhus er i konkurrence med Torino og Rotterdam om at blive City of the Year. Det er et engelsk akademi med fokus på arkitektur og byudvikling, der har nomineret Aarhus.

”At blive nomineret til The European City of the Year Award 2015 er et kæmpemæssigt skulderklap til de seneste års byudvikling i Aarhus.”

Sådan siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune, i en reaktion på, at Aarhus af det engelske Academy of Urbanism er blevet nomineret til The European City of the Year Award 2015. Aarhus kæmper om pladsen sammen med italienske Torino og hollandske Rotterdam.

Akademiets begrundelse er, at Aarhus står midt i den største udbygning og omdannelse nogensinde, og at et moderne Aarhus skyder frem med fokus på bæredygtighed, sammenhængskraft og kvalitet i byarkitekturen.

Byen vises frem

”Vi har formået at skabe rammerne om en kreativ kulturby med stor vækst, med fokus på social og miljømæssig bæredygtighed og internationalt udsyn. Jeg glæder mig derfor over, at det engelske Academy of Urbanism anerkender vores bestræbelser og vil bruge Aarhus som eksempel for andre byer i Europa,” siger Jacob Bundsgaard.

I de kommende to dage er borgmesteren og rådmand Kristian Würtz sammen med stadsarkitekt Stephen Willacy værter, når en delegation fra Academy of Urbanism kommer på studietur til Aarhus. Her vil de blive præsenteret for en række af byens resultater og planer inden for arkitektur og byudvikling. Delegationen skal blandt andet besøge ARoS, Godsbanen, Aarhus Ø, Gellerup, Egå Engsø, Universitetet, Moesgaard Museum, de midlertidige byrum i festugen mv.