13. oktober 2014

Leder: Hvem er ”de ældre”?

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, opfordrer til mere nuancerede diskussioner i ældredebatten.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

Ofte tales der i den offentlige debat om ”de ældre”, som om det er en ensartet gruppe. Og ofte i en sammenhæng, hvor de er mere eller mindre nødlidende og har brug for hjælp fra samfundet. Men der er god brug for, at vi nuancerer vores sprogbrug og diskussioner om den del af befolkningen, som har nået pensionsalderen.

Som det blandt andet fremgår af de artikler, som Momentum har bragt i de seneste numre, bliver seniorerne i disse år en mere og mere differentieret gruppe, hvor flere bliver længere på arbejdsmarkedet, får et bedre helbred, forbruger og rejser mere. En større og større andel beholder de forbrugsvaner, som de har fået op gennem livet. Ja, måske bruger de ligefrem lidt mere på rejser og oplevelser, fordi de har bedre tid, end da arbejdslivet kørte på det højeste.

Det er en udvikling, som er utrolig positiv. Det siger sig selv, at vi ønsker for os selv og vores pårørende, at vi får flest muligt gode år, hvor vi har helbred og økonomi til at udfolde os hver for sig og sammen. Og det er godt for samfundet, at vi har raske og rørige seniorer, som spiller en aktiv rolle i demokratiet og foreninger, som bedsteforældre eller frivillige, og som ikke har brug for mere hjælp fra kommunen eller sundhedsvæsenet, end vi alle har fra tid til anden.

Men vi må ikke glemme, at der bag de mange seniorer, som får en bedre økonomi og livskvalitet i disse år, er en mindre gruppe, som ikke er ved så godt helbred og ikke har så meget økonomi at rutte med. Derfor vil der også komme et stigende behov for at diskutere, om vi i højere grad skal målrette de offentlige ydelser til seniorerne til de, der har størst behov. Det er eksempelvis et relevant spørgsmål, om de folkepensionister, som den ene uge er på Tenerife eller Costa Rica for egen regning, skal have rabat på offentlig transport, når de den næste uge er hjemme i Aarhus eller Roskilde.

Det unuancerede syn på de ældre har også været baggrundstæppet for de seneste ugers debat om maden i ældreplejen. Lad mig slå helt fast, at kvaliteten af maden skal være 100 procent i orden, og KL bakker helt op om Fødevarestyrelsens anbefalinger på det område. Men det er ikke seriøst med smagsdommere, som skråsikkert slår fast, at mad pr. definition er dårligere, når det er vakuumpakket. ”Hjemmesmurte” madder kan være lækre, men de bliver altså hurtigt kedelige, hvis man ikke lige har lyst eller appetit til dem med det samme. Og man har ikke hørt om mange, som konsekvent fornægter vakuumpakket mad, når de står ved supermarkedernes kølediske.

Og så er det heldigvis sådan med lokaldemokratiet, at seniorerne – og deres pårørende – kan vælge nogle andre politikere, hvis de ikke er tilfredse med mulighederne i deres kommune. Derfor er det også afgørende, at de lokale prioriteringer og beslutninger reelt ligger hos kommunalpolitikerne, og folketingspolitikerne afstår fristelsen fra at blande sig i konkrete spørgsmål som maden i ældreplejen eller normeringen i børnehaver. Danmark har større udfordringer, som Folketinget kunne bruge tiden på.