18. november 2014

Små kommuner slår de store i valgdeltagelse

Valgdeltagelsen var i top i mange små kommuner, mens Københavns Kommune havde landets laveste valgdeltagelse ved sidste kommunalvalg.

Veluddannede vælgere, få unge og få borgere med ikke-vestlig baggrund. Den cocktail har ved de seneste kommunalvalg sendt stemmeprocenten i Allerød Kommune i vejret. I 2013 ramte stemmeprocenten i kommunen med 24.175 indbyggere hele 82 procent – det højeste i nogen dansk kommune, når man ser bort fra de meget små ø-kommuner Fanø, Læsø og Samsø.

Den høje stemmeprocent kan tilskrives Allerøds meget homogene sammensætning af borgere, skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

"Vi er en demografisk ideel kommune. Vi har ikke særligt mange borgere i de grupper, hvor valgdeltagelsen normalt er lav. Og så er vores befolkning generelt veluddannet og derfor meget politisk engageret," forklarer Jesper Holdflod Pallesen, der er kommunikationschef i Allerød Kommune, til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Udfordret på demografien

Helt anderledes så det ud i landets største kommune, København. Her havde man ved seneste kommunalvalg den laveste stemmeprocent på blot 61,3. Og det er ikke noget tilfælde, vurderer professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen:

"København er udfordret på demografien. Der er mange tilflyttere, der er mange unge, mange marginaliserede, mange nydanskere. København scorer lavt på alle de parametre, vi ved, der giver lav valgdeltagelse", siger Kasper Møller Hansen til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Det ville altså være nær umuligt at forestille sig, at man i København kunne få en lige så høj stemmeprocent som i Allerød – landets største kommune har ganske simpelt ikke forudsætningen for det.

Alligevel var der meget at glæde sig over i forbindelse med kommunalvalget i København sidste år. Stemmeprocenten steg nemlig med 6,8 procentpoint – mere end landsgennemsnittet på 6,1 procentpoint. Til sammenligning steg valgdeltagelsen med 5,4 procentpoint i Allerød.

Begge steder fokuserede man på at øge valgdeltagelsen igennem større muligheder for at brevstemme og ved at engagere de unge borgere. I Allerød tog man ud på alle kommunens gymnasier og gav mulighed for at brevstemme, mens København blandt meget andet kørte en afstemningsbus ud til cirka 60 uddannelsessteder, boligområder og herberg med mere.

Læs hele artiklen i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner her.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Læs hele artiklen i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner: De største bliver de mindste ved valg