19. november 2014

Nyt rådhus i Egedal indviet

Egedal Kommunes nye rådhus og sundhedscenter blev tirsdag indviet, samtidig med at Dronning Margrethe besøgte kommunen.

Dronning Margrethe var tirsdag på besøg i Egedal Kommune, hvor hun sammen med blandt andet borgmester Willy Eliasen (V) indviede kommunens nye rådhus.

Der er tale om Danmarks første kombinerede rådhus og sundhedscenter, og det er Züblin A/S og Henning Larsen Architects, der har opført bygningen.

”Vi er netop i færd med at skabe den nye kommunes identitet. Det nye rådhus og sundhedscenter er det samlende punkt for denne identitetsskabelse og anledningen for dette besøg, men det er af stor vigtighed for byrådet at vise helheden i kommunen og de lokaliteter, som jeg har den glæde at besøge sammen med Deres Majestæt,” sagde Willy Eliasen i sin velkomsttale.

Her skitserede han kommunens vision om, at de gamle bysamfund Stenløse, Gl. Ølstykke og Ølstykke Stationsby, hvor det nye rådhus er placeret, med tiden skal vokse sammen og blive kendt som Egedal By.

Efter velkomsten afslørede Dronningen kunstneren Malene Landgreens 50 kvadratmeter store vægmaleri på Borgertorvet, tæt ved atriumtrappen, der fører op til husets øvrige kontoretager.

Efterfølgende besøgte Dronningen i løbet af dagen en række lokaliteter og institutioner i Egedal Kommune.