10. november 2014

Leder: Motiverede lærere er omdrejningspunkt i folkeskolen

Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL, glæder sig over, at nye tal viser at der langt fra er tale om masseflugt fra lærere fra folkeskolen. Han understreger samtidig, at kommunerne og skolelederne har en vigtig opgave i at fastholde motivationen hos de tusindvis af dygtige lærere i folkeskolen.

Af Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL

Mange øjne har naturligt nok hvilet på folkeskolen, siden folkeskolereformen og de nye arbejdstidsregler trådte i kraft i august. Det er en stor omvæltning for både elever, forældre, skoleledere og ikke mindst lærere. Derfor er der heller ikke noget overraskende i, at Momentum i dag kan offentliggøre nye tal, som viser, at lidt flere lærere end tidligere år har benyttet sommerferien til at sige farvel til jobbet. Det er tværtimod opmuntrende, at der langt fra er tale om den masseflugt fra folkeskolen, som det indimellem er blevet talt op til i den offentlige debat.

Som kommunalreformen også viste, får så store reformer altid nogle til at benytte anledningen til at finde nye udfordringer eller gå på pension et år eller to før, de ellers havde forestillet sig. Det kan være et problem for den enkelte arbejdsplads, at man mister dygtige ansatte, men vi må grundlæggende have respekt for, at den enkelte medarbejder skal føle den nødvendige lyst og motivation til at møde de nye udfordringer, som store reformer nu engang giver. Og hvis de ikke gør det, er de naturligvis i deres gode ret til at søge over i en anden branche eller gå på pension. Det er jo i sidste ende heller ikke i arbejdsgiverens interesse at have medarbejdere, som ikke er 100 procent motiverede for opgaven.

Når det er sagt, så er det naturligvis et vigtigt opmærksomhedspunkt for kommunerne og skolelederne at fastholde motivationen hos de tusindvis af dygtige lærere i folkeskolen. Der er ingen tvivl om, at den megen debat om de nye arbejdstidsregler har skabt en frustration hos mange lærere, og det er nu op til kommuner og skoleledere at skabe fornuftige rammer for lærernes arbejde. Motiverede og dygtige lærere er helt afgørende for, at skolereformen lykkes, og vores børn bliver så dygtige, som de overhovedet kan.

I den sammenhæng var det opmuntrende at læse den rapport, som forskerne i det såkaldte LEAP-projekt offentliggjorde for nogle uger siden på baggrund af spørgeskemaundersøgelser blandt folkeskolelærere i efteråret 2011 og efteråret 2014. En af hovedkonklusionerne var, at lærerne stadig er højt motiverede, og at de lokale skoleledelser spiller en meget positiv rolle i at fastholde den motivation – selv om rigtig mange lærere stadig er utilfredse med de beslutninger, der er truffet om arbejdstiden i forlængelse af konflikten sidste år.

Det er helt legitimt, at mange lærere og lærernes forening er utilfredse med arbejdstidsloven, men det er værd at huske på, at den giver mulighed for, at de lokale skoleledelser har en dialog med medarbejderne om, hvordan arbejdstiden udfyldes. Det kan for eksempel betyde, at noget af arbejdet kan udføres hjemmefra i de tilfælde, hvor det giver mest mening.