24. november 2014

Lægeklinikker overgår til private hænder

Private firmaer overtager opgaven med at drive lægekliknikker i Lemvig, Balling og Sunds, da man ikke har kunnet finde praktiserende læger.

For første gang herhjemme skal private virksomheder nu stå for at drive lægeklinikker.

Det sker, når de tre private firmaer Nordic Medicare, Falck Healthcare og lægevirksomheden Erland Andersen fra nytår overtager lægeklinikker i Lemvig, Balling og Sunds, skriver nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Bent Hansen, formand for regionsrådet, er tilfreds med løsningen:

”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har været udfordret i forhold til at sikre lægedækning efter den gamle sundhedslov. Men udbuddets resultat gør mig optimistisk i forhold til at sikre lægedækningen fremover – også andre steder i regionen,” siger Bent Hansen (S) til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Det er den nye sundhedslov, der trådte i kraft 1. september i år, som gør det muligt for regionerne at sende driften af lægeklinikker i udbud hos private virksomheder. De tre firmaer skal tilsammen drive lægepraksis for 7.000 patienter.

Læs hele artiklen i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.