24. november 2014

Kommunernes minister vil afhjælpe bureaukrati

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard afviser kommunalpolitikernes kritik af puljeordningerne i finansloven. Han forsikrer, at regeringen har fokus på at gøre livet lettere for kommunerne, når de skal søge om midler til de nye initiativer på finansloven.

Det er alt for omstændeligt for landets kommuner at ansøge om del i de puljer, som forligspartierne på Christiansborg opretter for at styrke kommunal velfærd i forbindelse med finanslovsaftaler. I en ny Momentum-rundspørge svarer 83 procent af kommunalpolitikerne, at der spildes alt for mange ressourcer på administration og bureaukrati i både stat og kommuner, når pengene udmøntes via ansøgningspuljer.

Det kan kommunerne frygte en gentagelse af, når de skal søge om penge til dagtilbud og ældrepleje. De bliver udmøntet som puljer i den nye finanslovsaftale, og i sidstnævnte skal der tillige vedhæftes et revisorpåtegnet regnskab. 

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) mener tværtimod, at regeringen har fokus på at mindske bureaukratiet forbundet med ansøgningspuljerne og forsikrer, at det ikke vil være kommunerne til besvær at søge om midler til de nye tiltag.   

»At minimere bureaukratiet i forbindelse med indfasningspuljerne har været vigtigt for os ved forhandlingsbordet. Der er på forhånd fastsat en tilskudsramme til hver enkelt kommune. Den kender kommunerne, og der bliver derfor tale om en meget enkel og ubureaukratisk ansøgningsprocedure. Det samme gælder for opfølgningen, som kun sker en gang for det samlede toårige forløb,« skriver Morten Østergaard i et svar til Momentum og henviser til regeringen, SF og Enhedslistens aftale om dagtilbud.

Selvstyret er intakt

De to puljer er øremærkede til helt bestemte formål, nemlig mere pædagogisk personale i daginstitutionerne og en klippekortmodel, der giver ekstra hjemmehjælp til svage ældre. Men det huer ikke kommunalpolitikerne i Momentum-undersøgelsen, hvor 72 procent ikke mener, at Folketinget på den måde bør diktere, hvordan kommunerne skal bruge midlerne.

Hvad angår de øremærkede midler, er det kommunale selvstyre dog stadig intakt, mener Morten Østergaard.

»Indfasningspuljerne på finansloven giver kommunerne mulighed for at yde en ekstra indsats på bestemte velfærdsområder. Men det er stadig den enkelte kommune, der i overensstemmelse med det kommunale selvstyre prioriterer og tilrettelægger den indsats, den vurderer, at der er brug for. I ordningen med klippekort til ekstra hjemmehjælp er det for eksempel fortsat den enkelte kommune, der ud fra de lokale behov fastsætter kriterierne for, hvilke ældre borgere der skal kunne modtage den ekstra hjælp,« skriver Morten Østergaard.

Hos regeringspartneren møder kommunernes ønske om at vriste sig fri af øremærkning forståelse, men kommunalordfører Simon Kollerup (S) mener ikke, at man skal gøre sig forhåbninger om, at puljeelementet bliver afskaffet.     

»Det er et velkendt synspunkt, at kommunerne gerne vil have pengene ind ad fordøren med bloktilskuddet, så de selv kan prioritere, hvordan de bruges. Det kan jeg også godt følge, men Christianborg minder på mange måder om et rådhus, hvor der ofte i konkrete forhandlinger er et ønske om, at pengene går til noget konkret, og vi kan dokumentere, at de bliver brugt til netop det formål. Derfor tror jeg heller aldrig, at vi kan slippe for puljer,« siger han.

Simon Kollerup er også opmærksom på, at der hurtigt kan opstå diskussioner om, hvorvidt kommunerne nu bruger de bevilgede puljemidler rigtigt – især hvis det er på områder, hvor kommunalpolitikerne ellers havde besluttet at spare.

»Selvfølgelig kan der være kommuner, som i forvejen har besluttet at spare på daginstitutionsområdet, fordi børnetallet falder. Men der vil jeg som socialdemokratisk kommunalordfører sige, at hvis man bruger puljepengene til at gøre et stort minus til et mindre minus, er det i mine øjne også et løft af området,« siger Simon Kollerup.

Af Anders Egedal, aep@kl.dk, og Søren Kudahl, skd@kl.dk