17. november 2014

Kommuner frygter pulje-bureaukrati

Landets kommuner skal ud i et sandt puljekapløb næste år som følge af årets finanslovaftale mellem regeringen og SF og Enhedslisten. Og puljer betyder øget administration og bureaukrati.

Med finanslovsaftalen for 2015 etableres der fra næste år nye puljer til dagtilbud og ældreområdet. Det vil øge de administrative byrder i både stat og kommuner. Samtidig vil de skabe urealistiske forventninger i befolkningen, frygter man i kommunerne.

Det skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

For et par år siden viste en undersøgelse i KL’s nyhedsbrev Momentum, at kommunerne bruger stadigt flere ressourcer på at søge midler fra puljer, og ifølge Morten Mandøe, kontorchef i KL’s Økonomiske Sekretariat, er puljesystemet administrativt tungt for kommunerne.

Processen er tidskrævende

I forbindelse med ældremilliarden i sidste års finanslovaftale gjorde flere kommuner opmærksom på, at processen med udarbejdelse af ansøgninger var meget tidskrævende – blandt andet skulle kommunerne angive, hvor mange timer og kørsel man forventede at anvende på de tre indsatsområder.

Og en undersøgelse, som Folketingets Kommunaludvalg tidligere i år iværksatte, viste, at kommunerne samlet havde haft administrative ekstraudgifter på mellem 12 og 17 millioner kroner alene på at søge puljemidler fra ældremilliarden.

”I de store tals lov er det måske ikke store penge. Men det er mere det, at det er bureaukratisk bøvlet og administrativt tungt at søge puljemidler. Og de 12 til 17 millioner kroner kunne jo være blevet brugt på de ældre i stedet for at blive brugt på papirnusseri,” siger Morten Mandøe til Danske Kommuner.

Se hele artiklen i denne uges udgave af Nyhedsmagasinet Danske Kommuner - eller her.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Se artikel: Finanslov spilder millioner på bureaukrati