19. november 2014

Kommuner driver asylcentre

Asylcentre betyder, at lukningstruede skoler og børnehaver kan bevares, og at der skabes lokale arbejdspladser. Sådan lyder det fra Langeland og Jammerbugt Kommune.

På Langeland bor der udover de 14.000 faste indbyggere i øjeblikket 700 asylsøgere. Det skyldes, at kommunen driver asylcenter, og at tilstrømningen af asylsøgere har sat rekord i 2014.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Herudover driver Langeland Kommune også asylcentre i Rødby på Lolland, i Middelfart, i Fredericia og snart åbner kommunen også et center for uledsagede flygtningebørn på Ærø. I alt er kommunens asylafdeling ansvarlig for 1100 asylsøgere.

I Jammerbugt Kommune i Nordjylland står den lokale asylafdeling i øjeblikket for at huse 3000 asylsøgere, der er indkvarteret i små byer og landsbyer i Nordjylland og Sønderjylland. Dermed er Jammerbugt Kommune landets næststørste operatør på asylområdet efter Dansk Røde Kors.

Asylansøgere skaber arbejdspladser

Både på Langeland og i Jammerbugt Kommune er den lokale borgmester glad for driften af asylcentrene.

”Asylsøgerne har skabt flere arbejdspladser. Vi har omkring 90 ansatte her på øen, der har med asylsøgere at gøre. Det er job til lærere, pædagoger og psykologer. Derudover får lokale håndværkere opgaver med at indrette centre, og der skabes mere omsætning i butikkerne,” siger Langelands borgmester Bjarne Nielsen (V) til Kristeligt Dagblad.

Hans kollega i Jammerbugt er på samme linje:

”Der sker en skævvridning af Danmark, og når politikerne ikke vil sørge for, at vi får arbejdspladser, så må vi selv gøre det," siger borgmester Mogens Gade (V) til avisen.

Han henviser til, at der i forbindelse med oprettelsen af asylcentret i Brovst i Nordjylland er skabt 90 arbejdspladser, ligesom lukningstruede børnehaver og skoler har nydt godt af de nye beboere.

Både på Langeland og i Jammerbugt understreger man dog, at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at sige, om selve driften af asylcentre bliver en direkte indtægt for kommunekassen.

Udlændingestyrelsens seneste opgørelse viser, at 32 af de aktuelt 45 danske asylcentre er placeret i mindre lokalsamfund med under 10.000 indbyggere.