19. november 2014

Har fortsat politik i blodet

Kirstine Bille (SF) tabte borgmesterposten i Syddjurs ved valget i fjor. Men hun har ikke mistet lysten til politik, fortæller hun i et interview med Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

”SF var ikke i den bedste situation, så alene derfor tænkte jeg over, hvad jeg skulle efter valget. Det, tror jeg, var klogt. Jeg har mødt borgmesterkolleger, der fik et kæmpe chok. Det handler også meget om at huske på, hvad der er af gode ting i ens liv”.

”Der er andet i livet, der er mindst lige så væsentligt som at være borgmester. Men det går i blodet, for det er sjovt at være borgmester”, siger Kirstine Bille til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Til den halve hyre

Hun er nu tilbage som faglærer i teknisk engelsk på en erhvervsskole på Djursland, men bruger fortsat størstedelen af sin tid på politik.

”Jeg koketterer sommetider med, at jeg sådan set laver det samme, men til den halve hyre. Jeg er så privilegeret, at jeg er ansat på tjenestemandslignende vilkår, så jeg har ikke haft orlov, mens jeg var borgmester".

"Jeg har bare haft tjenestefri uden løn. Nu har jeg valgt at frikøbe mig ret meget, så jeg kun arbejder omkring ti timer om ugen,” fortæller Kirstine Bille, der som 1. viceborgmester og næstformand for Økonomiudvalget fortsat har stor politisk indflydelse.

Se hele interviewet med Kirstine Bille i denne uges udgave af Nyhedsmagsinet Danske Kommuner.

YDERLIGERE MATERIALE

  • LINK

    Se artikel i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner: Jeg er klar igen